Gravid?? Hvem??

Nå, men der er ikke andet end snot, der kommer ud af mig. Lækkert ikke?

I nat drømte jeg, at hele min familie blev myrdet. Og hvem var under mistanke for at have udført mordene? Hele min familie! Det gav mening i drømmen, men her retroperspektivt kan jeg godt se, at jeg burde have luret det bare var en drøm…

I går drømte jeg, at alle sagde til mig, at jeg havde født. Og jeg havde heller ingen mave, når jeg så ned. MEN, jeg havde heller ingen baby! Og alle ligesom aede min underarm, som om de lod som om den var babyen, og når de ville holde den, så holdt de ømt deres egne underarme… Men jeg var meget forvirret, for jeg havde ingen minder om nogen fødsel, og til sidst troede jeg, at fødslen måske havde været så traumatisk, at jeg havde glemt alt om den. Der var stadig ingen baby. Meget sigende. Jeg føder bare aldrig. (selvfølgelig gør jeg det).

Selv om, nogen minutter om dagen har jeg stadig ikke lyst til at føde. (er nok derfor jeg ikke gør det… man går over til man er 100% klar!). Jeg tænker, vi har det jo så godt som vi har det. Klara er så stor og nem og dejlig og perfekt. Hun sover f.eks. igennem om natten og gnaver ikke hul på mine bryster. Hun spiser selv og går selv på toilettet. Dét er da nemt. Så hvad vil man egentlig med sådan en lille fredsforstyrrer?? Og jeg kan jo ikke engang særlig godt lide børn. Kun Klara.

Jeg burde i stedet bruge min energi på at købe en ny mobil telefon! Se, dér er noget jeg VIRKELIG mangler! Den jeg har fylder 6 år her i feb. og har længe været utilregnelig. Sjovt nok virker den mere normal nu, efter at jeg i fredags tabte den i et glas vand… efter den ligesom er tørret igen, er den da holdt op med hele tiden at påstå at sim kortet ikke er klart. Problemet er, at alle mobiler er grimme. Virkelig firkantede og grimme. Jeg købte den her fine nokia for 6 år siden, fordi det var den pæneste. Jeg gav 3000 kr for den – fordi det var den pæneste. Jeg har aldrig brugt alt det den kan – men det var den pæneste. Og den har da holdt i 6 år, og så er det vel ikke så dyrt?

Men alle dem der er på markedet nu er grimme. Og jeg er også 6 år ældre og nogens mor, snart i flertal, og jeg vil ikke længere give så meget for en tlf. Jeg vil heller ikke skifte abonnement, så jeg kan ikke købe et af de der tilbud til en kr.

Livet er bare så fuldt af store eksistentielle problemer, ikke? 

Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.

27 Responses to Gravid?? Hvem??

  1. Rote Mutter skriver:

    Debitel har lækre telefoner og sætter dig automatisk på et meget billigt abonnement efter 6 måneder. 39 kr eller lignende – incl. forbrug.
    Jeg har selv haft det som dig, og været glad for mit Telia-abo, men jeg må sige at jeg blev positiv overrasket over Debitel. Jeg måtte også hastekøbe en ny telefon da den gamle ikke længere kunne skrive sms-er. Jeg var ellers ved at spare op til den nye iphone, men det må blive en anden gang.

  2. Marie skriver:

    Måske Debitel har ændret sig med årene, men hvis du spørger mig (kom nu, spørg mig!)…så ville jeg ALDRIG råde nogle til at vælge Debitel. Var umuligt at melde sig ud. De blev bare ved med at sende mig regninger, og rykkere og flere regninger og truede med alt muligt….og jeg havde betalt hvad der skulle betales OG meldt mig ud (op til flere gange). Var fuldstændig…skørt altså.

  3. Rote Mutter skriver:

    Til Marie: Kan være du har ret. Jeg har jo ikke prøvet at opsige abonnementet 😉

  4. Karen skriver:

    Prøv http://www.unotel.dk De har fantastisk kundeservice!! Jeg har anbefalet dem til en masse og alle har været tilfredse med porteringen (det hedder det, når dit nummer skal flyttes fra eksisterende udbyder til Unotel) og service generelt.
    Jeg har lige tjekket deres udvalg og de har både Nokia 6131 og Nokia 6300 begge til 1194,- hvis du binder dig for 6 md. Og de har dem endda på lager i alle farver. Håber du får styr på dit tlf.-køb inden længe.

  5. PassionPopsicle skriver:

    Er selv meget glad for CBB – har ikke oplevet noget pis med dem. Nogensinde.

  6. kriss skriver:

    jo du kan – du kan jo videre føre dit nummer til en ny udbyder og stadig få telefonen til 1 – eller hvad det nu er du vil. Eller du kan beholde udbyder og få en ny telefon billigt fordi du har haft dit abonnement i over 6 månder, det må du jo ligesom ha haft efter 6 år…. prøv at se på nokia 6131 – den ligger ret godt i hånden og er fin i lyserød!

  7. Takashimaya skriver:

    Nokia 6300 er billig, OK pæn og ligger godt i en lille damehånd. (Fordi den er lidt smal og tynd – telefonen altså)

  8. Jennie skriver:

    HA, kom lige til at tænke på en af de ornlig sygeste drømme nogensinde fra jeg var gravid med min første. Skal lige siges at kæresten og jeg havde været en tur til Australien og mødt verdens sødeste koalabjørn, Billy. Trods tidligere drømme at jeg ammede kattekillinger og hvad ved jeg, så drømte jeg at jeg begyndte at føde. Tog på Gentofte, op på briksen, presse presse og SÅ kom der er sgu en koala. Den var nu meget sød, men så spurgte jeg jordemoderen hvor min rigtig baby var. Hun sagde at den kom ikke for nu havde jeg lissom fået en koala, ik’? Så skulle jeg starte forfra! Hold kæft, da jeg vågnede var jeg lige ved at tude!!!
    Kan du ikke smutte nogle mandler, bare sådan for at komme i stemning?

  9. Marie skriver:

    Ked af det….men nu er MIN tålmodighed altså ved at være brugt op.
    FØD NU, JULIE!!

  10. julie skriver:

    Men Kriss, jeg har spurgt ved TDC og de har ingen tilbud til mit abonnement. Nok fordi det er så gammelt, at de gerne så jeg valgte et nyt. Hvor man betaler for 10.000 sms´er om dagen eller noget.

  11. Kriss skriver:

    Jamen så skift til fx sonofon – telmore – eller nogen andre – og sig du vil have dit telefonnummer med – det tager en ekstra måned, men så er den også i vinkel

  12. Sanne skriver:

    Venter i spænding på en mere livsbekræftende fortælling på din blog, end denne om mobiler :o)
    Jeg er altså overbevist om at du husker forkert – det er ikke 6 år siden du købte den telefon!!! Det kan det ikke være, det kan maks være 5 år siden, det er jeg sikker på…. og det synes jeg endda lyder usandsynligt for så hurtigt må tiden bare ikke blive ved med at gå.
    21. februar er altså også en rigtig fin fødselsdag!

  13. Linda skriver:

    Ej Julie, jeg vil være den første til at sige tillykke på din blog.
    Resten må du selv afsløre..
    Håber det snart er min tur.
    Kh, Linda

  14. Suzy Q skriver:

    jeg synes at d. 22.2. lyder som en fremragende fødselsdato til stor forfatterske som Agnes A.

  15. Pigen skriver:

    Uh uh, undercover-nyheder! 😉
    Tillykke til hele familien, er spændt på at høre mere 🙂

  16. Annette skriver:

    TILLYKKE… Ja; jeg ved ikke noget, men de andre skriver tillykke og jeg vil ikke sidde over!!!!!
    /Annette

  17. Jennie skriver:

    Tænk engang at man skal læse kommentarerne for at få det sidste nyt! Hurraaa! Glæder mig MEGET til at høre en meget DETALJEREDE overlevering! Jeg vil OSSE have en baby…Halfdan gælder ikke, han er jo allerede 7 mdr…

  18. Stine skriver:

    Stort tillykke!!!

  19. julia skriver:

    øjs, er det nu? er det nu? er det nu????!!!?? Tillykke!

  20. Janni skriver:

    Tillykke med Agnes Sofie! Iiih hvor jeg glæder mig til at se billeder, og høre fortællingen fra fødslen.
    Håber alt gik godt, og at amningen kommer igang uden de store vanskeligheder.

  21. Har du født? Har du fået en dreng? Gid du snart skriver.

  22. Angelika skriver:

    Ihhh.. endelig Julie.
    TUSIND gange tillykke!!!

  23. Suzy Q skriver:

    Kæmpe tillykke. Agnes er allerede en stjerne :o)

  24. Eva skriver:

    Et kæmpe stort tillykke. Hvor er jeg glad på dine vegne.
    Kæmpe kram
    Eva

  25. Karen skriver:

    Yipee yeah – Stort tillykke selvom det endnu kun er net-rygter. Glæder os til at høre fra jer.

  26. Lone skriver:

    Nå en Agnes Sofie blev det – til lykke med endnu en datter.
    Kh
    Lone

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.