Hist hvor vejen slår en bugt…

Så er man ellers flyttet på landet.

Nu er der nok nogen, der vil mene at Vanløse ikke er rigtig på landet, men faktum er, at jeg hørte en hane i morges. Yeps, en hane. Som i galende. Kykkelikyy osv. Man spørger sig selv, om der ikke er noget helt råddent i kongeriget Danmark, når folk i forstæderne holder haner. Sikkert også høns, men det er på en måde mere okay. Larmer ikke. Så meget. Leverer æg. Men haner? Hvad er formålet? Hvorfor gør man det? Og hvor er det rimelige i, at jeg er flyttet fra at blive vækket kl 2 om natten af galende kamphaner på den lokale bodega, til nu at blive vækket kl. 6 om morgenen af galende hane-haner?

Og så Netto. Eller – det kalder de den. Netto. Spørger man mig, og det gør I jo, så burde man kalde den systembolaget, for det er godt nok begrænset hvad man kan få der. Man kan ikke købe tærtedej i Netto i Vanløse. Ikke bare lige nu, ikke fordi det er udsolgt, men aldrig. De fører det ikke. Så enten laver folk i Vanløse ikke tærter, eller også går de hjemme og laver dejen fra bunden af, med æg ude fra deres eget hønsehold?? Helt ærligt, jeg troede man kunne få alt, alle steder. Men nej nej. Min veninde Anna siger, at i Ranum kan man ikke købe feta. Jammen altså, du godeste?!!? Er det er u-land det her?? Nu er Ranum jo så godt nok noget længere væk fra Kbh. end Vanløse er, men jeg havde faktisk højere tanker om dagligvare situationen her i landet.

Og hvordan i alverden, nu vi er ved alle spørgsmålene, kan det tage op til 12 arbejdsdage at flytte mit internet? Jammen DU GODESTE! Vi skriver år 2006, vi sender folk til Månen og vi laver hårtransplantationer og gør 60 årige gravide og præcisionsbomber folk på landeveje i Irak. Men at flytte mit internet abbonnement fra en adresse til en anden – DET tager altså tid. Ja, undskyld, men er det ikke bare noget med at trykke på et par knapper?

Og for ligesom at fuldende idyllen, så skete der noget helt outreageous den anden aften. Klara og stoffer tog et karbad nede i kælderen, og jeg gik ned for at se, hvor de blev af. Og så sad der en FRØ! Lige ved afløbet på gulvet. Og den så på mig, som om det var MIG der var helt åndssvagt på afveje, som om den havde al ret i verden til at sidde der, med sine små fede grønne lår, som om JEG var det freakede element i den situation. Hvordan er den kommet ind?? Og hvorfor blev den ikke ude i haven for at æde nogle af alle de snegle der voldæder mine georginer? Den slags var bare aldrig sket på 4. sal, det er fuldstændig sikkert.

Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.

10 Responses to Hist hvor vejen slår en bugt…

  1. Farmer skriver:

    Nu er det egentlig at jeg forveter af mig selv, at jeg starter et længere forsvar for hanehold i bymæssig bebyggelse og foreslår dig at stå op kl. 6.00 og nyde din have og dit liv og planlægge, hvor dit og datterens lille hønsehus skal stå.
    Men det vil jeg ikke.
    By er by og Vanløse er by; meget by.
    Slagt og astfaltér; i nævnte rækkefølge.

  2. Julie skriver:

    Hahahhhahhaaa. Det er god humor, Farmer. Slagt og asfalter! Mærker jeg et motto nærme sig??

  3. Farmer skriver:

    Ja sår’n et manifest på niveau med 1800-tallets store.
    Det kunne friste, men jeg holder mig.
    Der er vist ikke meget ved at stå som bronzestatue på rådhuspladsen og blive skidt på at salmonellabefængte tiggerduer.
    Nå, nu kommer de daglige 20 mm nedbør!

  4. Sanne skriver:

    Der er nogen der har besøgt Døgn Netto kan jeg se – det er jo ikke netto, det er den blå netto uden hund som sønnen her siger – du skal gå i Rema! Men husk at tjekke datoen på alt hvad du køber og tag ting bagerst på hylden og lad være med at kigge for meget på ham der skeler, det kan han ikke lide!!
    Haner ville jeg godt kunne leve med lyden af – vil du bytte med en legeplads???

  5. Grith Lygum skriver:

    Kvark, kvark:;-) Det er ikke den sidste du vil opleve, så lær at elske dem med det samme:-)

  6. Katja skriver:

    Tytelyyy som Dicte kalder det når haner galer. Ja de hører altså ikke til i byerne (ej heller Vanløse). Du må da lave en underskriftsindsamling så der også kommer tærtedej på hylderne i Vanløse. Så vidt jeg ved var den da på tilbud for et par uger siden – men åbenbart ikke i Vanløse.
    Og så 100 kr’s spørgsmålet: hvordan fik du så frøen ud???

  7. Julie skriver:

    Jeg tog den i en sæbeskål og satte den oven i en snegl, ude i haven. Har ikke noget mod at røre lidt ved frøer. Men vil ikke have dem i mit karbad.

  8. Jens skriver:

    Nej til det der med knapperne :o)

  9. Irene skriver:

    En god bekendt, der er byggearbejder med speciale i beton, i Dublin skældte ud over trafikken, kø på motorvejen og gadestøj og kom ikke her.
    I Dublin har man en flod, der løber gennem byen, the river Liffey.
    Betonarbejderen konkluderede hastigt at man kunne klaske nogle rør ned til floden at løbe i og så ellers “fill the fu**ing thing in” … Så ville de trafikale problemer være løst …
    Her i huset bruger vi det udtryk meget, når der er noget, sådan …

  10. Sanne skriver:

    Man holder da haner for at hønsene skal ha’ det lidt skægt i deres ensformige ægproducerende liv. Faktisk skulle lidt over 90% af alle æg være befrugtede – gudfader, de må ha’ travlt!
    Mine forældre har en gravhund der er kendt for at dræbe alle naboernes høns (og haner), måske de vil leje den ud på timebasis! 😉
    kh.
    Sanne

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.