Hvis du var en ludo-brik…

Et indlæg med 89 procent brok, mindst, så er I advaret.

Da jeg var 19 havde jeg en plan og vidste lige hvad jeg ville, hvordan, hvorhenne og sammen med hvem. Jeg havde styr på det og alt gik den rigtige vej. Men netop som jeg var "færdig" og planen sådan set var lykkedes, bortset fra, at jeg ikke blev gravid (havde prøvet i 2½ år), så blev det kedeligt. Planer er kedelige når de lykkes lidt for godt. Eller – pas på med, hvad du ønsker dig, for du får det.

Kosmisk indgriben er et sært begreb, men deus ex machinae findes og handler ofte på vores vegne, når vi mindst venter det.

Havde: god ejerlejlighed, fast fuldtidsjob som børnebibliotekar, 2 katte, kæreste gennem 7 år med fedt job som ejendomsmægler, penge i banken og Lupo med automatgear og diesel motor som kørte 33 km på literen. Men det gjorde forholdet også og det var for tyndt.

Stod pludselig med: inkarneret ungkarle hiphopper kæreste med udsigtsløst natarbejde ved TDC og et værelse på nørrebro. Og han var ryger. Og kunne ikke lide katte. Og ville altid bo i Kbh. Og var slet ikke min type. Rent bortset fra det med den kemi, som jeg aldrig havde følt magen til før. Og 4 mdr. senere var jeg gravid. The rest is history, som man siger.

Jeg ønskede mig så brændende et barn, og jeg fik det. Ikke som jeg selv troede det skulle ske, men jeg fik, hvad jeg ønskede mig.

Ikke desto mindre sidder jeg ind i mellem og er ikke helt tilfreds, fat det hvem som kan. Jeg vil have mere. Jeg vil godt kombinere noget af alt det her uplanlagte og herlige kosmiske kaos, med nogen af mine egne oprindelige planer. Jeg føler det meget tit som om, at jeg havde nået Målet, med min eks, og nu er jeg startet forfra. Elendig økonomi og forholdsforskrækket mand forfra, når man nu lige troede man havde fået styr på den del af det. Alt det her forpligtelses-fobi og SU-økonomi hører ligesom start-20'erne til, og jeg er 29, for Gods sake. Jeg er mentalt ovre den slags og burde ikke skulle gennemleve de udfordringer en gang til. Jeg vil gerne sidde i min stue med et tæppe over benene, en kop the og en god bog og være Home Safe.

Jeg føler mig slået hjem, jeg skal starte forfra. Og jeg indkasserer ikke 4000 kroner når jeg passerer start.

Jeg vil have et job jeg kan leve af og trives med og lære af. Jeg vil også købe hus og brokke mig over den tidligere ejers kæmpekaktusser i havestuen, eller køberne af min lejlighed som mener gulvet er misligeholdt (hvad det ER – 2 katte og en baby er hård kost for plankegulve), eller den nye nabos hund som larmer døgnet rundt. Jeg vil også være gravid igen. Jeg vil også holde en fest og fejre min kærlighed og gå rundt med en kæmpe diamant på fingeren, som jeg har fået for at udskifte mit sjældne og specielle efternavn. Jeg vil også hænge mine lagner til tørre under duftende æbletræer, mens solsorte synger aftensang og børn tumler på græs og spiser grønne stikkelsbær. Jeg vil også male vægge og have fuld kælder, gerne med vaskesøjle. Vaskesøjle. Jeg bliver nærmest erotisk ophidset bare af ordet.

Ja, jeg er tryghedsnarkoman, men jeg er også eventyrlysten, og nu vil jeg videre. Der skal snart ske noget.

Og sidst jeg havde det sådan, var med min eks. Og min læge gav mig – helt uberettiget – de der farlige slankepiller som nu er taget af markedet og de føltes som at drikke 40 kopper kaffe meget hurtigt. Hvorefter jeg tabte 8 kg. og var eksen utro med et FBI-niveau-hemmeligt antal fremmede mænd. Det var det mest sindssyge forår i mit liv. Og så mødte jeg stoffer. Og det føltes som fremskridt, men nu står det stille igen. Jeg dur ikke til stilstand. Jeg er rastløs. Stop mig før jeg ønsker mig noget, jeg i virkeligheden ikke vil have.