Læse tips

På trods af mellemørebetændelse, eller måske netop på grund af den – når man ikke kan høre, kan man jo lige så godt læse – fik jeg læst en del gode bøger i den meget korte juleferie.

Hvis du er glad for chick lit, kan jeg bestemt anbefale forfatteren Jill Mansell. Der er blevet oversat en del af hende de sidste par år, og jeg har læst tre titler af hende. Jeg synes, hun skriver rigtig godt. Faktisk på højde med Marian Keyes. Det er chick lit for os der er lidt mere voksne end andre… eller, altså, det er stadig sjovt og fjollet, men hovedpersonerne er ældre, har større livserfaring og i nogle tilfælde børn og eksmænd og den slags, så man kan måske bedre genkende sig selv i det, end i andre titler om 22 årige med hvepsetaljer, hvis største problem er at få råd til flere sko. Selv om jeg fuldt ud erkender, at det også kan være et virkelig presserende problem.

Jeg læste disse to i min sygdomsperiode:

12

Et tilbud du ikke kan afslå handler om en ung pige, der har en kæreste hun elsker. Men hans mor elsker ikke hende og tilbyder hende en masse penge for at slå op med sønnike. På grund af ekstraordinære omstændigheder siger pigen ja. Mange år senere mødes de elskende igen – er det mon for sent at redde den kærlighed der var?

Rygtet vil vide handler om en kvinde der bliver forladt af sin kæreste, og flytter på landet for at få en ny start. Hun bliver hurtigt hvirvlet ind i den lokale sladder og der er flere sideløbende historier, som man også gerne vil se en lykkelig slutning på. Er hun moden og fornuftig – eller flygter hun fra sit livs kærlighed?

Og jeg kunne rigtig godt lide dem begge to. Det er bøger man kan læse, selv om man har andre ting på programmet. De kan godt tåle en afbrydelse og så fortsætter man lige med et par sider mere, hen over sovsegryden. De er også gode at læse, hvis man ligger i sengen, med ondt i øret. Godt sprog, god humor, happy endning – og det kan jeg godt afsløre, for ingen er vel i tvivl om, at den her genre lever af happy endings?

Lidt mere i tvivl om en happy ending, kan man blive når man læser Stephen King. Og det gjorde jeg også da jeg lå der i min kvide. Det var dog en noget større udfordring, at læse hans nyeste, Under kuplen. Både fordi den vejer omkring 2 kg. og var vanskelig at ligge ned i sengen med, og også fordi den er så spændende, at man kommer til at snerre af folk/børn når de gentagne gange afbryder en.

3 

Jeg har altid været glad for Stephen King. Jeg synes, han er en fantastisk fortæller og virkelig god til at levendegøre sine hovedpersoner. I denne titel er der rigtig mange personer med, og det kan kræve lidt at holde styr på dem. Men man interesserer sig virkelig for dem, og for hvad der skal ske med dem.

Jeg har også altid bedst kunne lide hans psykologiske gysere, mere end dem med splatter. Han er glad for splatter og han er ikke bange for at beskrive ting i detaljer. Men det kan man leve med, synes jeg. Fordi plottet er spændende og først til aller sidst begynder han at løfte sløret for, hvad der egentlig foregår. 

[youtube=http://www.youtube.com/watch?v=zQJmy6k8NNY&hl=da_DK&feature=player_embedded&version=3]

Bogtrailere. God ide. Flere af dem!

Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized og tagget , . Bogmærk permalinket.

11 Responses to Læse tips

  1. Maria skriver:

    Jeg har lige i morges læst sidste side en i Jill Mansell bog, det var titlen ‘ Den rette beslutning’. Den kan bestemt anbefales, og så vil jeg da på biblo og låne de to andre du skriver om her.
    Jeg vil give dig ret i, at det er rigtig godt at læse chick lit for den lidt mere modne, fremfor altid dem der handler om 22 årige..
    Uanset – jeg stopper aldrig med chick lit, passer ypperligt til afslapning og koblen fra.

  2. Takashimaya skriver:

    Tak for gode læsetips (og tak for den der sidebemærkning om, at man kan komme til at snerre af folk der forstyrrer en mens man er dybt inde i en bog)

  3. Takashimaya skriver:

    Det er lige før en uges halsbetændelse eller noget ville komme belejligt nu med julegavebøger og dine tips

  4. Superheltemor skriver:

    Hvad slags Stephen King bog er det? Jeg synes også han laver enormt gode personbeskrivelser og elsker særligt dem der ikke er for splattede – men senest læste jeg en der hed “puls” og handlede om zombier, og den var god, trods splat.
    Denne ser lidt rumagtig ud?

  5. Julie skriver:

    Der er en snert af rum, men den foregår helt nede på jorden. Mindre blodig end puls. Men lige så spændende og så er det jo bare en dejlig lang historie på langt over 1000 sider!

  6. Kira skriver:

    Hvor lækkert med lidt læseinspiration. Det kan man altid bruge. 🙂

  7. Pollyanna skriver:

    Book trailers er nemlig en super ide. Jeg stødte på dem for første gang i forbindelse med SJ Boltons Blood Harvest: http://www.youtube.com/watch?v=oOThg-R6sYM
    Hendes romaner er sindsygt spændende, specielt Sacrifice(Offer) og Blood Harvest var suupergode. Awakening(Slangehuset) var jeg lidt mindre begejstret for, da jeg hader slanger og hun skriver bare så man føler man er lige der, hvor personerne er. Ved ikke om Blood Harvest er oversat, men de to andre er.

  8. Jytte Isberg skriver:

    Jeg læser for tiden Jill Mansell ´s Good At Games, jeg fandt den til en tier i en genbrugs … den var godt nok på engelsk, men jeg tænkte at det gik jo nok, og det gjorde det, kan rigtig godt lide den og har købt en mere : Open House på Ebay.
    Stephen King har jeg også læst mange af, de kan sommetider være så spændende at mit blodtryk næsten ikke kan tåle det :o)

  9. Lisbeth skriver:

    Eeeeeelsker når du kommer med læsetips. “Et tilbud du ikke kan afstå” blev reserveret OG afhentet idag… Overvejer lige om jeg når at sove i nat :o)

  10. Takashimaya skriver:

    Har været nede og løfte på Under kuplen. Har simpelthen ikke armkræfter nok til at læse den før den bliver udgivet som paperback!

  11. Julie skriver:

    Haha, ja, eller lydbog…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.