Jeg har engang været i Polen. Og selv om det var så sent som i start 90'erne, så forekom det mig, at de selv på det tidspunkt, stadig lavede alt ud af brunkul.
Deres undertøj er så stadig håndlavet, men nu ikke længere af brunkul. Nu bruger de bomuld som os andre. Og hækler det. Hæklet undertøj???? tænker nogen nu. Njoh, jeg synes det holder. Indrømmet, noget af det er pænere end andet. Men noget af det er RET pænt. Se selv her.
I dag vågnede jeg ellers op med den mest fantastiske hovedpine. Grus i øjnene og helt dehydreret. Hader det vejr og elsker den regn der falder nu. Når vi flytter i det nye hus, vil jeg købe en ny seng og nyt senge-udstyr. Og det skal alt sammen være sådan noget i naturmaterialer, som man kan ånde i. Så jeg ikke vågner op med en gennemblødt hovedpude hver eneste morgen.
Vi havde en fabelagtig tur til stranden i går eftermiddags. Bortset fra, at Klara hele tiden løber den modsatte vej, når jeg kalder på hende, og det kan godt være en stressende situation, når man er på stranden.
Lige før jeg kørte fra arbejde, ringede der en journalist fra Berlingske Tidende, og ville snakke om bloggeriet. Noget med en eller anden ny undersøgelse fra USA, og hvorfor folk blogger, og så skulle der være en kommentar fra en dansk blogger også. Det er så mig. Den Danske Blogger. Jeg siger jer, venner, jeg er 3 cm. fra at være den dér ekspert, der bliver kaldt ind til tv-avisen, og sidder der i et to-delt skærmbillede og er live i studiet og bare ved ALT om et eller andet obskurt emne. Jeg er også blevet nævnt i Bazar, Hendes Verden, Bibliotekspressen og Jyllands Posten. Tror snart mine 15 min. er gået. Sikken hæsblæsende succeshistorie jeg kan fortælle oldebørnene, om mit liv i den glamourøse overhalingsbane!
Nå, men det kommer i i dag, i magasinet københavn-delen. Lille bitte tekst.
Ud ovet det, så har jeg et helt helt hypotetisk og etisk dilemma, som jeg lige synes vi skal diskutere. Nogen – et helt almindeligt par i Danmark – er et par. Bor sammen, 1 eller flere børn. Muligvis. I hvert fald meget et par. Så bliver den ene inviteret til bryllup. Kun den ene. Ikke den anden. Kan man det? Ville Emma Gad ikke rotere i sin grav, ved tanken? Begrundelsen er, at bryllupper er dyre og man skal spare. Men er det vores problem? Synes vi ikke stadig, det er uhøfligt og dårlig stil? Og så et bryllup! En fejring af kærligheden. Men altså så kun for den ene del af parret… Skal gaven så også kun gives, til den del af brudeparret man synes, man kender bedst??? Og ER folk bare permanent 17 år gamle indvendig hele deres liv??
Nå, jeg kan se at alle antager at problemet ikke er hypotetisk 🙂 Jeg er glad for alle jeres forskellige vinkler og indput. Vi er nemlig selv både for og imod. Med hjernen kan jeg sagtens forstå det. Med hjertet føles det bare så forkert. Vi må se, hvad der sker. Flere tanker modtages meget gerne!
Bliv endelig væk, de har slet ikke fortjent jeres selskab. Hvis man skal spare så meget, må man hellere lade være med at invitere. Men en gave bliver I nok nødt til at aflevere, jeg ville absolut vælge noget upersonligt, måske Corrells bog “Takt og nye toner”:-).
I kunne jo sætte et lille bogmærke ind ved invitationer, hvis der er sådan et afsnit.
Ditta
Mig igen – altså hende parsplitteren der inviterer til bryllup: jeg synes dittas kommentar er meget grov faktisk. Som en anden påpeger, så er et bryllup jo noget med at fejre to menneskers kærlighed osv. osv., så hvis en person, der evt. er blevet inviteret med på målstregen, bliver meget fornærmet over at være blevet inviteret, så kan det da godt være, at det er bedst, den person bliver hjemme i stedet for at surmule til festen eller at bidrage med irettesættende gaver. I princippet kan man da godt tage en gigantisk banklån og invitere 200 mennesker for ikke at støde nogen, men altså, be realistic! Jeg tror de fleste i dag bevæger sig i så mange forskellige sociale cirkler, så det bare ikke er nemt at skrue en perfekt gæsteliste sammen. Så kan man betragte det som nærigt og hvad ved jeg, men ingen er jo altså forpligtet til at invitere nogen som helst. Jeg kan godt forstå, at mange vælger bare at tage på rådhuset i dag og that’s it, for det er næsten umuligt ikke at komme til at træde nogen over tæerne ved den ene eller anden beslutning. Selvfølgelig er det skuffende ikke at kunne dele en dejlig, romantisk fest med sin kæreste – som Julie giver udtryk for. Men hvorfor ikke være beæret over at blive inviteret med i det hele taget? Det er jo ikke normalt mere, at par følges ad til alt, såååååå…. Jeg håber i hvert fald ikke, at de fire veninder, jeg fortalte om, bliver mavesure over at få en indbydelse. Er det tilfældet, jamen så er det jo nok en naturlig slutning på et ellers beautiful friendship – det skulle nu undre mig.
Nej det kan man ikke – det sagde jeg dengang min mand blev inviteret til bryllup uden sin kæreste (før denne var mig) og det siger jeg nu. Det kan godt være man ikke kender ens venners kærester, men hvis man synes det betyder at de ikke må komme til ens bryllup, så må man også undlade at invitere den part man kender. Det samme gælder for øvrigt alle slags fester stort set.
Hej, jeg må lige sige at jeg slet ikk troede at nogen kunne finde på at gøre sådan. Ret respektløst overfor ens vens kone/kæreste! Ja deres forhold i det hele taget. Hvem ville kunne nyde at sidde til sådan en fest alene…
Er helt enig med Marianne. Det er rigtig dårlig stil – sig nejtak og spørg evt senere hvorfor begge dog ikke blev inviteret? (er spændt på svaret) Én ting er uden børn, meeeen at kun invitere den ene så den anden kan agere barnepige synes jeg er mig noget tamt.
(man får jo helt lyst til at hækle, hvor svært kan det være når der kun er tale om ganske få cm2!?)
Jeg synes næsten det er helt horribelt! Ærligt talt.. Man kan da ikke invitere en og ikke den anden.. Det er dog det mest uhøflige jeg har hørt om i lang tid.. Men måske er jeg bare blevet FOR provensiel??
Altså jeg er med på hvis man har en ven/veninde der liiige har mødt en ny kæreste, men ellers; man inviterer med påhæng/kæreste/kone/mand/ægtefælle. Alt andet er dårlig stil, synes jeg.
Man kan holde sine venindeaftner/herrefrokoster til hverdag, et bryllup er noget særligt og noget der ikke er fedt at komme til alene, og da slet ikke hvis man har sin kæreste derhjemme.
At man ikke inviterer med børn, synes jeg derimod er helt i orden.
Jeg ville spørge hvorfor min kæreste ikke var inviteret, hvis det var mig der kendte brudeparret bedst, og medmindre de fluks udstedte en invitation til min kæreste, ville jeg takke pænt nej.
Og sende en buket på dagen, ikke andet…
Jeg bliver sgu helt snerpet på jeres vegne, Julie..
🙂
I ydmyghed
L.
Hvor pudsigt. Men min veninde har lige været ude for det samme. Hun blev inviteret til bryllup uden hendes mand. Det skal så lige siges, at brudeparet er stinkende rige og har inviteret alle til Norge, så der kan undskyldningen altså ikke have været penge? Jeg må indrømme at jeg synes det er helt hen i vejret. Det kan man da ikke, og specielt ikke til et bryllup. Det symbolisere kærlighed – bare en lille smule og så burde man da netop være afsted med sin mand.
Jeg hepper på blomsterne!
Og så lige én til det hæklede undertøj – ved ikke liiige om jeg synes g-streng vil være så behageligt? Men det søde lyserøde sæt med et par hipsters og en top kan vi godt li!
Glæder mig til at se Julie A på live television ;-D
/Trine
Jeg er også enig i, at det ikke holder. Og synes især at kriteriet for, hvem der inviteres med, er meget sært.
Udover at parret selv gerne vil have en god bryllupsdag for sig selv, vil de vel også have en god og sjov fest? Og til sådan en fejring af kærligheden kan alle de single-inviterede jo godt komme til at savne deres kærester – det er ikke særlig festligt.
Når det bliver os, regner jeg med at alle kærester bliver inviteret med, i hvert fald hvis forholdet har eksisteret så længe, at det er nogenlunde fast.
Og man kan jo lige arrangere at møde vennens kæreste før brylluppet, hvis man ikke kender hende..
Jeg ved ikke rigtigt, om jeg synes, at den alene-inviterede skal blive hjemme. Selvfølgelig sender han/hun et tydeligt signal, men på den anden side går han/hun glip af, at være til stede til en stor begivenhed i en mangeårig vens liv.
Ja, der er flere dilemmaer i sagen. Vi ved, at det ikke er personligt. Det er kun pga penge – siger de – og der er flere andre par som er splittet op. Jeg tager det som sådan heller ikke personligt. Jeg synes nok mest det bare er fantastisk uhøfligt, og også ubetænksomt, at de sætter min kæreste i den situation. Det er nok mest fordi det er så fjernt fra min verdensopfattelse. Jeg ville aldrig nogensinde selv gøre noget lignende og ingen af mine venner ville heller. Og hvis jeg skal være helt ærlig, så tror jeg bare ikke, jeg er sådan en person med overskud nok til bare at trække på en skulder og sende ham afsted og så sidde alene hjemme og forestille mig al morskaben, mens jeg ikke er den anerkendte partner, men bare en form for praktisk indbygget barnepige. Jeg er nok noget mere nærtagende og sippet, end som så. Jeg ville måske nok ønske, jeg bare kunne være str. ekstralarge… men det må så komme med alderen. Jeg tror ikke, jeg har det i mig, ikke endnu i hvert fald. Intet er endnu afgjort. Tusind tak for alle de gode inputs. På en måde også rart at vide, at jeg ikke er den eneste sippede i verden, som synes det er sært.
Lyder vildt suspekt i mine ører – jeg ville mene at den part der er inviteret burde sige “nej tak” – alternativt burde gaven kun koste det halve og kun være til den, den ene part kender bedst……
Ai det er sku en en svine streg og Emma er nu ved at blive kvalt (kan man det?) i det tøj hun er klædt i – som nu er lidt for stort tilhende.
Jamen, så siger man da vist bare pænt nej tak til sådan en invitation. Og så kan man jo overveje om disse mennesker stadig er ens venner. Gave….det er jo god takt og tone, at give en selvom man ikke kan komme – i den her situation ville jeg vælge en lidt upersonlig og ikke for dyr ting og så underskrive med BEGGE navne. Men uf, hvor er det ikke særlig pænt af brudeparret. Nå, må smutte skal lige læse om den kendte i Berlingske.
Det er rigtig dårlig stil! Er man et par, ovenikøbet med barn, så inviteres man begge to eller slet ikke.
Jeg ville takke nej, til sådan en invitation.
Jeg synes, det kommer lidt an på, hvem det er, der inviterer. Er det fx en gammel veninde, der dårligt har mødt ens bedre halvdel, kan jeg måske forstå det, men er nogle, man begge ses med, forstår jeg det absolut ikke. Hvorfor så invitere i det hele taget? Hvorfor ikke bare blive gift på rådhuset uden fest, hvis der ikke er råd til det?
Ejjj – Emma Gad er da død. 🙂
Indrømmet det er muligvis lidt dårlig stil, når man kun inviterer den ene partner, MEN bryllupper er jo dyre og jeg synes ærligt talt, det er endnu dårligere stil at melde afbud – det samme som at sætte sig i et hjørne og surmule.
Det er livet da for kort til!
Heh – du er ved at blive ligesom Martin Thorborg (tidligere Jubii) der en årgang blev flået ind på skærmen lige så snart nogen havde brug for en mening om internettet og dets besværligheder 😀
Mht bryllup så virker det som udpræget dårlig stil kun at invitere den ene del af et fasttømret par – det var noget andet hvis der nu kun var tale om en løs kæreste eller noget i den stil.
Jeg ville personligt også bare takke nej – og sende en mainstream gave, bare fordi decorum kræver det 🙂
Som en bitanke så er jeg pænt imponeret over hvad det kan lade sig gøre at hækle så det ligefrem ser frækt og smart ud 😀
Det er da i hvert fald en meget utraditionel måde at skære ned på antallet af gæster.
Hvis man kender brudeparret godt, så hiver man lige fat i dem og fortæller at man måske godt ville have haft en invitation til to.
Alternativt…har Stoffer en fliseskærer og ønsker parret sig et spisestel i bryllupsgave?
Når man bliver gift, tænker jeg, at man har lyst til at samle de mennesker omkring sig, som man holder allermest af og kender bedst. Barndomsvenner, gymnasie venner, dem fra uddannelse, job og bare dem man mødte tilfældigt, men som man udviklede et godt og langt venskab til. Centrum for brylluppet er dem der bliver gift, de har valgt hinanden – det skal fejres. Dem der skal have en dejlig dag – her kommer gæsterne og ‘den gode værtinde’ ikke først. Hvis man bare gerne vil spise og drikke og feste på andres regning, er det måske lidt syndt for brudeparret. At man føler man bør inviteres med, fordi man er sammentømret som par, og er hinandens bedre halvdel og bedste samarbejdspartner, er en konvention der bremser for, at nogle måske synes at man egentlig helst vil omgive sig med dem man kender bedst, uden at underkende at den man inviterer er i et fast parforhold? Hvis man helt ærligt ikke kender parret særlig godt, selvom ens anden halvdel gør – hvorfår skal man så være med til at fejre dem på deres hel særlige dag?
Bare en tanke…..
Uanset hvad – om parret er gift eller ej, har børn eller ej – så synes jeg, at de skal inviteres til brylluppet BEGGE TO. Jeg har selv stået i et dilemma, hvor jeg men ikke min kæreste blev inviteret (fordi de ikke kendte ham så godt – men det kom de så heller ikke til!) og endte helt principielt at lade være med at deltage. På den anden side er det jo deres bryllup, så de må selvfølgelig selv bestemme deres prioriteringer. Men hvis jeg en anden gang bliver inviteret uden kæreste, så tager jeg alligvel ikke med – det er et underligt signal at sende, synes jeg – at kun den ene part bliver inviteret!
Hmmm, nu står jeg i den situation, at jeg faktisk har inviteret fire perifere veninder med til vores bryllup uden kærester. De bor alle sammen med deres kærester, men jeg har kun mødt den ene af kæresterne og har i øvrigt aldrig talt med ham. Jeg har selv oplevet at blive inviteret med til et bryllup, uden at min kæreste blev inviteret med, og det var faktisk helt fint, for vi havde aldrig lavet noget sammen med kærester i den venindeflok. Og vi havde faktisk en fantastisk sjov bryllupsfest de fem andre og mig, fordi vi netop var vant til at være sammen som “pseudosingles”. Jeg må indrømme, at jeg synes det er en svær beslutning, for det handler jo ikke om, at man ikke vil have kæresterne med. Det handler ene og alene om, at man må sætte en streg et sted. Jeg har hele tiden vidst, at disse fire ville komme til globryllup og slet ikke regnede med at blive inviteret til festen, så de blev heldigvis rigtig begejstrede for udsigten til at kunne være med. Og nå ja, som kommende brud tænker jeg ærligt talt ikke i gavestørrelser og stiv galladress. Jeg ved, at bryllupper er dyre at blive inviterede til, men så må gæsterne jo take it or leave it… Det er jo også pænt dyrt at holde sådan en fest, og i mit tilfælde ville invitationen af fire ukendte herrer løbe op i yderligere 5000 kr. Så hvis du vil gøre det op i gaver kontra udbytte, så løber det nok sjældent lige op… Og hvorfor kan Emma Gad lige pludselig bruges nu altså? Det fede ved vores tid er jo netop, at man ikke behøver at holde på alle de gamle former mere. INDSKUD: Og hvad med singleveninder? Bør de også kun give gave til den ene part? Jeg må nok i skrivende stund stå ved min beslutning og påpege, at “i vore moderne tider” bør et parforhold ikke nødvendigvis give carte blanche til diverse privilegier såsom fede fester. Og så er det også bare sært at møde folk til sit eget bryllup for første gang, eller? Men hvis du selv har inviteret begge parter tidligere, kan jeg godt forstå, at du er lidt mopset.
Hjertet på den lysegrønne siger nej. Tak …
Jeg synes ikke det er at være spor sippet, Julie.. Og helt ærligt, hvis det er fordi de ikke har penge….altså, man skal ikke slå større bager ned, end man kan bolle og har har man ikke råd, så må man sgu spare noget mere op. Pis eller af æ´ pot, som vi siger her i Jydeland. Desuden skal man være mere end almindelig fattig, eller have enormt mange af den slags venner hvor man bedst kender den ene part, for ikke at have råd. ALtså jeg mener hvor mange mennesker drejer det sig om.. Der kan vel ikke være 40-50 opsplittede par.. Jeg VED godt at kuvertprisen er dyr osv, men igen; enten, eller.
Men ja, det er en åndsvag situation Stoffer dermed er kommet i, men….
Iøvrigt kom jeg til at tænke på at jeg sidste år var til et betal-selv-bryllup. Det var et ungt brudepar, som vildt gerne ville holde en stor fest. Der blev indkaldt til familieråd, hvor brudeparret foreslog at de giftede sig, inviterede alle mand til fest, og betalte maden. Folk skulle selv stå for drikkevarerne og skulle derfor ikke have en gave med. Først var jeg ved at kvabbe op, men efter at have vendt og drejet det, synes jeg det var okay. De meldte ærligt ud, og vi enedes om i familien at bakke op om det. Jeg vil så gerne lige sige at det ikke var i min nærmeste familie, men i min mors nye svigerfamilie. Et ganske ungt par, der ikke havde kendt hinanden så længe, var blevet uforvarent gravide og gerne ville have papir på hverandre. Festen blev holdt, med en lejet kjole, hjemmelavede dekorationer og selvbetalte drikkevarer.. Noget anderledes, men ALLE var med, og det var en super fest. De fik iøvrigt en datter;-)
Så tingene kan godt gøres utraditionelt uden at fornærme folk, eller gøre dem forlegne.
Nåhm, selvom næsten alle andre har skrevet det samme, kan jeg vel også. Gør det kort: Sammen. Slut. Ikke noget med noget. Gider ikke høre det. Sammen. Eller begge to, ikk’! Sammen. Dét jeg mener er at man splitter ikke. Punktum.
Her på vandrehjemmet koster 1 minut en krone, så jeg orker ikke at læse alle de kommentarer. Men altså, problemstillingen kommer nok lidt an på situationen, men jeg har da været med til et par bryllupper, uden at kende parret ret godt, og har samtidigt inviteret nogen med til bryllup og barnedåb uden at kende vedhænget.
Men altså ang. Fields. Så stod vi på K. Nytorv og skulle have tiden til at gå efter at have vandret rundt og været kulturelle og der var aalt for langt at gå ned til legepladsen i Kongens Have, så metroen mod fields var det nemmeste. Men jo, der var kukket. Troede ellers der var åbent, når der nu er det i Fisketorvet. Og tænkte, at du at alle jeg kender i Kbh. måtte vide bedst 🙂
– Som du kan regne ud er vi på ferie. 4 dage i Sverige i telt (vamrt og gør det gerne igen) og 3 dage i Kbh. på vandrehjem (varmt og gør det ikke igen – på vandrehjem altså).
Kh Kirsten – som kan se, at hun har nok læsestof til at koble fra oven på ferien i morgen aften.
Og ps.. er gået tør for strøm 🙂
Argumentet med økonomi er virkelig dårlig stil,men er det fordi de aldrig har mødt den ikke-inviterede part, kan jeg til nød forstå det. Jeg kan bare IKKE forstå hvorfor de så ikke ser og får lært den part at kende inden det her tilsyneladende dyre bryllup, som alligevel ikke må koste noget.
Mine venner bliver inviteret med kærester uanset hvor lidt jeg kender dem (kæresterne altså) når/hvis jeg nogensinde skal giftes, og så får far lov at punge ud, basta!
Hmm… sjovt nok kun tøser der svarer på dette oplæg. Mon ikke det hænger sammen med kvinders generelle nærtagenhed. Mænd ville da aldrig gide bekæftige sig med dette emne… Og undskyld men for en gangs skyld ville jeg ønske, at vi kvinder ville ta ved lære af mænd.
Jeg synes, det er umådelig småligt, at blive fornærmet over en manglende invitation. Brudeparret har deres grunde – om de så er af økonomisk art eller af social karakter.
Til Line – jeg er med dig hele vejen! Nogle gange er man bare dødogpine nødt til at slå en streg i sandet.
Først og fremmest, så tror jeg Kenneth vil blive ked af at du mener han er en tøs, Kathrine… Dernæst. Det er muligt at kvinder er mere nærtagende end mænd – eller også er de bare mere ærlige omkring det, fordi de ikke er så bange for at virke sårbare? Og så gør det nok også kvinder mere omsorgsfulde og betænksomme?? Og hvor står det, at jeg er fornærmet? Eller taler du generelt Kathrine?? Og så er du nødt til at præcisere – synes du også, det ville være småligt at blive fornærmet, hvis den manglende invitation var af social karakter?? Hvis det virkelig var personligt og bare fordi de ikke kunne lide mig? I det tilfælde, synes jeg egentligt fornærmelse ville være en meget naturlig reaktion? Tror jeg NOK også min kæreste ville blive så.
Jeg synes, jeg har skrevet, at jeg godt forstår dem, men at jeg synes, det er forkert og aldrig selv ville gøre det på den måde. Det er i mine øjne hverken småligt eller fornærmet?? Det er bare min personlige holdning til det principielle i spørgsmålet. Jeg har mødt fyren mange gange. Hans forlovede har jeg mødt en gang. Begrundelsen er udlukkende økonomisk og det stoler vi på. Enden på historien, hvis nogen vil høre den, er blevet, at først meldte stoffer afbud, fordi han ikke havde lyst til at tage afsted uden mig. Men så meldte han sig til alligevel, fordi vi har snakket og snakket om det, og endte med, at hvis han ikke tager med virker det netop småfornærmet og surmulende, og ALLE (!) vil antage, at det er fordi jeg har sagt, at han ikke måtte. Og den gider jeg ikke hænges op på. Og sidst men ikke mindst, så er det jo en god gammel ven der skal giftes, og selvfølgelig vil stoffer gerne fejre det med ham. Jeg laver så min egen fest herhjemme, sammen med Klara og en af de andre uinviterede kærester, og så kommer vores mænd relativt tidligt hjem og slutter festen af sammen med os. Så lidt romantik bliver der forhåbentlig ud af det. Også for mig 🙂
Tak for alle de velmente og forskellige inputs. Det har hjælpsomt og interessant.
Altså! – jeg talte faktisk generelt, for jeg synes at nogle af indlæggene, der talte for at melde afbud var lidt for strenge.
Præcisering af termen “social karakter”: at man dårligt kender god vens kæreste/kone/mand og derfor undlader at invitere.
Fornærmet, smålig – jo – hårde ord nu jeg læser efter. Det beklager jeg – jeg blev bare lidt overrasket af de mange indlæg, som var pro-alle-skal-med.
Mit indlæg var mest ment som et spark til os kvinder om at ta lidt lettere på tingene ind imellem…
Hov – det var da et spændende emne ! Jeg er sikker på at Emma roterer i graven 😉
Der ligger altid mange forventninger og lurer ifm et bryllup. Traditioner og jeg skal komme efter dig.
Jeg syntes i princippet godt at hvis et brudepar har lyst at de skal afholde et bryllup som de ønsker det – men jeg ville selv melde fra hvis de ikke inviterede min kæreste.
Jeg har det ganske fint med ikke at komme med til en venindes bryllup, hvis det er økonomi der betyder at jeg bare ikke er prioriteret højt nok på gæstelisten. Det koster en formue. Men inviteres jeg – så hedder pakken mig og kæresten.
Der findes jo så mange alternativer man kan vælge – at holde en herlig reception og så kun have en mindre flok med senere på aftenen til spisning – eller en ‘ungdomsfest’ for alle venner 14 dage efter.
Jeg har prøvet begge dele og det spiller bare.
Jeg har været til “alsisk bryllup”, hvor gæsterne i stedet for at give gaver betaler deres egen kuvert – synes, det er en fin løsning, hvis man gerne vil have flere gæster med, end budgettet umiddelbart kan rumme.
Men jeg har godt nok aldrig oplevet, at det kun var den ene part, der blev inviteret, og min første tanke var: Det kan man sgu da ikke!!! (Jojo, til dame- og herrefrokoster, men det er jo lissom ikke det, vi er ude i her).Ved mit eget bryllup var der såmænd en enkelt gæst med, jeg aldrig havde mødt før – nemlig kæresten til en af mandens gamle studiekammerater fra AUC. Hende havde jeg i øvrigt kun mødt en enkelt gang, men det var da en selvfølge, at de skulle med, fordi det betød meget for ham, jeg sagde ja til den dag.
Hils jeres – hypotetiske – “venner” og fortæl dem, at deres manerer lader endog temmelig meget tilbage at ønske! Jeg ville ikke engang overveje at sende en gave, bare høfligt takke nej, fordi der lissom var glemt én i indbydelsen.
Ja, ord virker tit hårdere her på skrift – både dem som er for, og dem der er imod. Det er en af slagsiderne ved bloggen. Ironi og humor går heller ikke altid tydeligt nok igennem, så nogen gange ender tingene helt ude i tovene. Det har jeg nu kun oplevet en gang – den famøse Celine Dion diskussion i maj sidste år.
Der er mange ting jeg gerne vil tage lettere på, men det er ikke altid jeg kan. Der er også mange ting jeg ikke skriver her, og mange mange årsager til, hvorfor jeg føler, som jeg gør. Men jeg er ikke rigtig i det selvudleverende hjørne for tiden 🙂 Der er for mange, som læser med efterhånden.