Om livet i al almindelighed

Nu vi er ved bøger der lugter af hjælp til selvhjælp, så er her en anden bog jeg modtog i foråret. Festskrift for halvgamle krager – vi kan alligevel ikke løbe fra det, af Mette Korsgaard.

Det er en underholdende/skræmmende bog om at være midt i livet. Jeg tænkte, det måske var noget for mig, fordi jeg er i gang med at varme op til en 40 års krise (I know, det er latterligt…) og på visse områder har vanskeligt ved at acceptere, at jeg bliver ældre. Ikke på alle områder. Jeg vil f.eks. hellere blive ældre, end det modsatte.

I Mette Korsgaards bog gennemgår hun de forskellige kragetyper. Aldi-kragen, homøopat-kragen og medie-kragen (der betragter Sundhedsstyrelsens “maks syv genstande om ugen” som et debat oplæg). Hun har talt med forskere og forskellige andre eksperter om, hvorfor kvinder har så svært ved at acceptere at vi bliver ældre.

Det handler om at blive mere tolerant og venlig over for en selv, om at accepetere det vi ikke kan løbe fra, og om at leve med, at børn konstant fortæller dig, hvilke af dine ting de gerne vil arve når du dør. Hvilket mine gør. Og når det kommer til smykker forstår jeg det, men læbepomader??? Der tror (håber) jeg pigerne bliver klogere.

Her engang i foråret modtog jeg en bog der hedder Introvert – stå ved dig selv, af Anna Skyggebjerg. Jeg har tidligere læst hendes Zen for mødre, og hentet brugbare råd der i, så jeg gik til den nye bog med postive forventninger.

Og jeg blev ikke skuffet. Der er ingen tvivl om, at jeg generelt er en introvert type. Men jeg har lært at agere ekstrovert, af flere årsager. Både fordi det er nemmere, i den verden vi har skabt os. Og fordi det er absolut nødvendigt i mit job. Mit job er så også der hvor jeg har lært mest om at agere ekstrovert. Man kan ikke tale med så mange fremmede mennesker, om så mange forskellige ting, hver dag, uden at lære noget af det og uden at vænne sig til det. Alderen har også rundet nogle kanter af. Og det at få børn fjernede en masse fokus fra mig selv. De er gode at gemme sig bag, og de tvinger også en ud i nogle situationer, hvor man må mande sig op.

Og så har internettet virkelig gjort meget for mig. Det er utroligt meget nemmere for mig, at være udadvendt og selvsikker på skrift. At jeg kan sende folk en mail, i stedet for at ringe dem op er pragtfuldt. At jeg kan skrive den her blog, og der i gennem møde folk og vise dem en del af mig, der ellers ikke er så umiddelbart synlig når man møder mig in persona er FEDT! Når jeg møder folk der har læst bloggen længe, er de ofte overraskede over at jeg først er meget stille og observerende. Genert. Men det er som regel også kun til jeg er tryg ved dem, så kommer der mere gas på. Og facebook! Og Instagram! Det er meget meget nemmere for mig at interagere og kommunikere med folk på skrift. Så tak, internet!

Anna Skyggebjerg skriver bag på bogen, at den er en hyldest til de introverte. Og hun gør også meget ud af at pointere, at der ikke er noget der er bedre end andet. Verden har brug for både introverte og ekstroverte, og vi har også brug for hinanden. Bogen er også fuld af konkrete råd og tips til hvordan man arbejder med at acceptere og, når det er nødvendigt, tøjle sin introverthed. Man kan lære at bruge alle sine introverte egenskaber, sådan at de bliver en styke for en.

Jeg blev en hel del klogere på mig selv, at at læse den her bog, og især følte jeg mig set og forstået, og dermed er det blevet lidt nemmere rent faktisk at stå ved, hvem jeg er. Jeg er introvert. Og det er okay.