I går var fantastisk hyggelig. Jeg var så glad for at mødes med de to vindere, Cecilie og Hanne, før bog arrangementet på Rosinante. Især da det gik op for mig, at Cecilie var forfatteren til en blog jeg plejede at elske, og som pludselig var væk. Og nu stod hun der! Vendt tilbage til mig, som et menneske i kød og blod! Jeg blev helt i kramme humør af det og måtte ruske hende i armen! Og Hanne havde en pose bøger med til mig! Totalt de bedste vindertyper ever!
Vi spiste meget lækker mad et sted i Torvehallerne der hedder un mercato eller sådan noget. Jeg fik lam og bønner.
Selve arrangementet var interessant på flere niveauer. Niveau et, er at jeg synes det var fedt at forlaget i det hele taget holdt sådan et arrangement. Flere af dem! Der ud over synes jeg, det var okay interessant at høre om forfatternes tanker bag deres filosofi om mindful spisning. At alt for mange danskere spiser for hurtigt, for ufokuseret og mens de laver alt muligt andet. Ideen bag mindful spisning er, meget kort fortalt, at man fokuserer på det man spiser og derved får optimal nydelse ud af det og ikke spiser mere end man har brug for. Man skal forsøge at fokusere på hver eneste bid. Og gøre dem alle lige nydelsesfulde. Så man ikke overspiser på automatikken eller fordi man fokuserer mere på samtale, tv, den bog man læser i mens osv.
Jeg kan godt se pointen, men vil til enhver tid hævde at der også er en meget meget stor nydelse for mig, i at læse mens jeg spiser. Det er simpelthen så hyggeligt. Jeg elsker at forberede min mad og sætte mig til bords og slappe helt af med min mad og min bog. Så det kan jeg ikke love aldrig at gøre.
Jeg kan heller ikke love aldrig mere at samtale mens jeg spiser. (Det ville også gøre juleaften hos svigerfamilien lidt for akavet, hvis jeg insisterede på at smage hver en bid optimalt og ikke samtale imens…) Jeg har en 4 årig i huset for christ sake… Per Brændgaard hævdede ellers, at den slags kan børn sagtens lære. Hertil må jeg sige, at han aldrig har mødt mine. De snakker jo konstant. Det er ikke mig, der forstyrrer dem under måltidet, med spørgsmål om deres dag osv – det er dem, der simpelthen trækker vejret ved at tale. Og mig der føler mig som en 1950´er far der konstant siger “ti stille og spis”.
Men måske netop derfor, har jeg faktisk tænkt mig at afprøve Mindful spisning bogens teori på dem. Jeg vil gerne have lidt mere ro, når jeg spiser. Det er meget stressende, for mig, at de hele tiden snakker og ikke spiser. Især fordi de så altid er sultne en halv time efter, at vi har pakket alting væk. Så jeg vil prøve at få dem til at fokusere lidt mere på det de spiser.
Ellers… er jeg altså nødt til at være bare lidt sarkastisk. Undskyld på forhånd. Men at sidde med en flok damer, i et lokale på Kultorvet, og være helt stille i 10 minutter, mens man observerer 2 granvoksne mænd, der spiser hver deres æble på den mindfulde måde, med lukkede øjne og mener hver eneste bid SÅ alvorligt. Det tog næsten livet af mig. Men i det mindste kunne jeg styre mig, i modsætning til visse andre.
Det var en form for avantgarde Jørgen Leth teater.
SE æblet. Se på æblet. Se æblets rødme. Dets runde form. Bemærk æblets overflade. Dets rødhed. Fornem æblets substans. Nyd det. Nyd dit æble. Hold æblet ud i strakt arm foran dig. Se på æblet. Tøm dit hoved for tanker. Vær æblet. Før langsomt æblet nærmere din mund. Se æblet. Se din arm. Det er ikke en robotarm. Du styrer din arm. Du styrer æblet tættere på. Nærmere. Nydelsen. Snus til æblet. Duft til æblet. Indhaler æblet. Vær et med æblet. Tag den første bid. Langsomt. Bid grundigt i dit æble. Lad æblet eksplodere i din mund. Du har aldrig før smagt dette æble. Du har aldrig før taget denne bid af dette æble. Du kommer aldrig mere til at tage denne bid af dette æble.
Osv.
Så ja. Super fine elementer af det, som man sagtens kan få glæde af at tænke over og indføre i sit eget liv. Men også en kende for langhåret for mig at følge slavisk. Og så synes jeg, at nogle af damerne gik alt for meget op i det, alt for detaljeret. Jeg tror næppe min generation af kvinder har brug for endnu en ting vi ikke gør godt nok, endnu en ting at slå os selv oven i hovedet med. Alt med måde.
