Opturen er alt den skabsplads. At drikke min Faxe kondi af champagneglas og kopperne fra farmors mågestel, som har været gemt væk i 13 år. At jeg er den voksne, jeg bestemmer alt. Jeg er ikke forkert. Alt er ikke galt med verden og mig, på en dårlig dag. Opvasken står til jeg synes det er det rigtige tidspunkt at tage den. Grøntsagerne bliver serveret sådan som jeg synes de skal. Skabet står hvor jeg har sat det. I mit lille fascistiske kongerige er jeg monarken, The Jules rules. Ingen går ind med sko på. Ingen blander knive, gafler og skeer i opvaskemaskinen. Med mindre JEG gør. Skabene i køkkenet står ikke længere åbne. Der findes ikke noget der hedder en sofastol eller frokostmad. Nu hedder det lænestol og frokost. Som det jo gør.
Der er bøger overalt i stuen, og jeg er ikke færdig. Jeg er ikke færdig.
Men hvad er så nede Julie? Hvad er? Jeg skal sige dig, hvad der er nedtur. Det er alle de lige uger.
Jeg havde så praktisk talt sådan en dag her, i mandags.
Og det var nok den der stadig sad i kroppen om tirsdagen og lagde en dæmper på mit fødselsdagshumør.
Måske kan man kun være i godt humør nogle mdr. ad gangen og så skal man lige ned og vende igen? Eller også skal jeg holde op med at være så naiv og utålmodig og tro, at jeg kan handle mig ud af alting. Jeg skal være i det her lidt længere.
Jeg fik et godt råd på biblioteket i dag. Jeg talte med en af mine bedste naboer, som lige var nede og købe en slidt børnebog om buddhisme, på bogudsalget. Hun kendte en, sagde hun, som havde sagt sådan her: 2015 er året hvor jeg bliver skilt. Hele året.
Og måske er det en god ide. At acceptere at det vitterligt tager så absurd lang tid? 2015 er det år hvor jeg bliver skilt. Det er det jeg laver. I år.
Og lære at acceptere at jeg ikke får de svar. Der er ingen nemme svar. Jeg får dem ikke.
Nå, men tillykke til mig så. 39 år uden på og mindst 60.000 indvendig. Ældre og mere træt end nogensinde før.
Jeg går meget op i fødselsdage, det ved vi. Jeg synes da det er værd at fejre. Du blev FØDT, for helvede! Det er et mirakel. Unikt. Verdens millioner af tilfældigheder skete på en måde, så netop du blev født. Nogen gjorde sig den ulejlighed at FØDE dig! Den slags synes jeg godt man kan fejre.
Og det gjorde jeg, i lørdags. Med en rigtig god fest og rigtig gode venner. Det var dejligt.
Men i dag er dagen. Og i går fik jeg mega nedtur over… alt muligt. Og jeg ved ikke hvordan jeg skal fejre den her dag. Har fået tre meter fingerstrik af Agnes, og koncertbilletter af Kristoffer. Og en støvsuger af min mor.
Jeg får svært ved at orke det traditionelle, med familier omkring bålet, i den lokale park.
Overvejer sushi, på stranden. Please, lad være med at regne.
Jeg blev færdig med en bog i dag! Vi var løgnere, handler om den rige, hvide familie Sinclair. De er meget rige og meget hvide, og de holder deres meget perfekte somre på deres egen ø, ud for Massachusetts kyst.
Det er Cadence, en teenagepige, der fortæller og hun havde mig allerede på første side, med dette afsnit: Stille og roligt fortæller Cadence historien om sommeren hun egentlig ikke kan huske, fordi det skete noget, som hun heller ikke kan huske, men hun slog hovedet og lider nu af voldsomme migræner. Men lidt efter lidt får vi mere og mere at vide. Om fætrene og kusinerne, om Gat som hun er så forelsket i. Om morfaren og hans enorme magt, og om mostrene og deres frustrationer.
Det er en kort historie, men den er velskrevet og fængende. Jeg kommer ikke til at glemme den. Og slutningen… well, den er ikke en man ser komme.
Superfin sommerferielæsning til din voksende liste!
Der er gået et halvt år, siden vi blev enige om at gå fra hinanden. Et halvt år. Og på den ene side er der ikke sket noget som helst, og på den anden side er der sket så sindsygt utroligt meget at jeg ikke engang ville ane hvor jeg skulle begynde, hvis jeg på nogen måde var interesseret i at fortælle internettet om det hele.
Uden på ser det ikke ud som om der er sket noget som helst. Han bor her endnu. Jeg har ikke fået flyttet om eller købt en ny sofa. Vi børster tænder samtidig og taler om, hvem der henter og afleverer og køber ind. Vi besøger vores fælles venner, sammen, og går ture og spiser is og ler. Vi ser Game of Thrones hver mandag og skiftes til at sige Fuck?! og whaaaaaaaat??? Vi skændes om oprydning og hvem der sagde hvad, hvornår. Det er fuldstændig som det har været i 13 år. 13 år her d. 1.6.
Men inden i har det rykket sig. Jeg er ikke ked af det mere. Nogen gange, jo bevares, for jeg er et menneske. Men ikke på samme måde som i starten. Nu er jeg mere… utålmodig? Jeg kan i hvert fald bedre trække vejret og jeg vil gerne videre. Jeg har fået endelig bekræftelse på at jeg må overtage al gælden, så nu mangler kun den del med at rette skødet. Og så se om det holder. Selv om der er blevet lagt grundigt budget, så er jeg stadig spændt på om virkeligheden virkelig svarer til det på den skærm. Sådan er jeg bare, spændt og skeptisk.
I starten sagde folk til mig “så skal du være alene Julie, og finde ud af hvem du er” og jeg sagde whatever tosser, jeg ved så UDMÆRKET godt hvem jeg er. Og det gør jeg også. Jeg er ikke på bar bund. Men jeg ved alligevel ikke alting. Der er måske dele af mig selv, jeg ikke kender særlig godt. Og hvem er jeg, hvis jeg ikke skal tage den der slags parforholdshensyn til nogen? Hvad vil jeg så? Og hvad er vigtigt? En af de mere alternative typer jeg kender, sagde til mig, at jeg skal finde mit indre barn. Og hun vil hjælpe mig. Det kan man så mene om, hvad man vil. Men jeg har set hende, mit indre barn, og hun er typen der sidder oppe i et træ det meste af dagen og har nok i sig selv. Er det nu fornuftigt? Men hun er stærk. Det er hende, ikke mig, der er benhård. Og hun er grundglad. Det er hende, der fastholder dit blik, uden at sige et ord, så du afslører alle dine hemmeligheder. Og det er hende, der får alle ideerne og tror på dem. Jeg vil godt se mere til hende, og det tror jeg også du vil.
I går aftes tog jeg til fancyfin prisfest i Frimurerlogen. Ikke sammen med murerne, men sammen med det litterære parnas. Anledningen var den nye Blixenpris, som er en fejring af litteratur. Jeg har siddet i juryen der skulle afgøre hvem der vandt for bedste børnebog, den såkaldte Høst-pris. Det var en fantastisk jury at sidde i, med Josefine Ottesen og Anna Karlskov Skyggebjerg, som begge er vidende og dygtige mennesker. Nogle meget inspirerende samtaler! Du kan se hvem vi nominerede her. Her har vi fået et glas champagne og besluttet os for at få selfie-pligten overstået. Det gjorde næsten ikke ondt.
Bagefter var der taler og nomineringer og passende begejstring og klapsalver og her ser vi Josefine fortælle hvorfor Lene Kaaberbøl har vundet, og hvor awesome hun er. Bagefter viste Lene endnu mere format, og donerede de rare 25.000 kr. der fulgte med prisen til projektet Læs for livet (som du kan læse mere om her). Det var virkelig flot gjort. Senere var der fri bar og dj Le Gammeltoft og folk der slog sig løs i gallakjoler. Så meget havde jeg ikke drukket, men det hjalp på det, da jeg rendte ind i kendte ansigter fra Bibliotekarforbundet. Og så blev der drukket hvidvin og holdt flammende taler om betydningen af litteratur for det hele menneske. Vi var allesammen rørende enige, sjovt nok. Nå, men hvis du nu sidder og tænker hvad er det der Vildheks for noget og hvorfor vandt Lene for de bøger? Så er du heldig, for indtil midnat kan du hente et gratis eks. digitalt – men der er kun 10.000 eks tilgængelige, så skynd dig.
Lige en hurtig vinder der skal til Cph Comics – det blev Marie (heldige nr. 13) Tillykke! Send mig din mail, så får du billetter i indbakken.
Ellers var jeg til koncert i Vega i går, med Meghan Trainor. Det er sådan noget muntert pop som jeg har lært at høre fordi jeg har døtre og fordi youtube findes. Jeg købte to billetter tilbage i januar, og jeg kan huske jeg tænkte; om ikke andet, bliver jeg i godt humør igen d. 25.5. For man kan ikke være trist til Meghan Trainor.
Nu gik det jo hverken værre eller bedre end at jeg blev i godt humør igen INDEN d. 25. så det var win win i går aftes, til underholdende fest med skrigende teenagere i Vega. Jeg tog min kollegaveninde med, men jeg kunne egentlig også godt have haft Klara med. Hun ville have elsket det og den var færdig allerede kl. 22, så det kunne lige været gået.
I dag blev jeg færdig med endnu en John Green roman. I gamle dage, er det den slags bog jeg ville have læst på en dag, men skilsmissen har korrumperet mig, i samarbejde med de sociale medier, og jeg er alt for let at distrahere. Jeg vil også gerne distraheres, det er så en helt anden snak, men i gamle dage ville en bog have været adspredelse nok.
Endnu en Katherine, handler om Colin. Han er erklæret vidunderbarn, men ikke et geni, og det virker som om det med alderen er blevet mere en byrde for ham, end en gave. For selv om han kan lære alting meget nemt og hurtigt, så finder han ikke på noget nyt. Han er ikke et geni. I tråd med hans evne for gentagelser, har han datet 19 piger der hed Katherine. Og de har allesammen droppet ham. Det prøver han at lave en matematisk formel over, sådan at han vil kunne forudsige fremtiden for et forhold. Det er selvsagt ikke helt nemt.
Colins bedste (eneste) ven hedder Hassan. Sammen tager de afsted på en impulsiv roadtrip, da de får sommerferie og Kathrine nr. 19 lige har droppet Colin. Drengene ender i Gutshot, Tennessee, hvor de møder Lindsey og ender med at flytte ind hos hende og hendes mor i et kæmpe lyserødt sydstats palæ. De får et arbejde af Lindseys mor, med at lave lydoptagelser af de lokale folks historier, og samtidig folder Colins egen historie sig ud. Der er naturligvis mere i vente for Colin, drama, romantik og en masse Eureka! øjeblikke.
Det er en fantastisk dejlig roman, om at være ung og søgende. Hvem er jeg, hvad kan jeg og hvilket mærke skal og vil jeg sætte på verden? Det er ikke lige sådan at svare på. Men John Green kan skrive de her romaner, sådan at vi andre gamle fjolser kan huske og mærke fuldstændig hvordan det var, at være dér. Og jeg for min del ånder virkelig lettet op over ikke at være der mere.
Jeg er meget glad for tegneserier. I mange år, som barn, var det alt jeg læste og jeg har alligevel siden læst alle de fancyfine klassikere og tykke “rigtige” bøger, så jeg slår gerne et slag for tegneserien som en åbning til generel læseglæde. At man begraver sig selv i seriealbum er ikke det samme som at man aldrig får læst andet. Tvært imod. Så lad endelig dit evt. læsetrætte barn muntre sig med illustrerede værker.
Først var det Anders And. Og min fars komplette samling af Asterix, som han har samlet siden han selv var barn. Jeg har stort set alt min omfangsrige historiske viden fra dem og fra Jumbobøger. Så opdagede jeg biblioteket og så var der Tintin, Gammelpot, Nofret, Smølferne, Garfield, Steen og Stoffer og alt muligt andet.
Jeg læser ikke så mange tegneserier mere, men for et års tid siden fik jeg da nye venner i Adventure Time, som du måske kender fra tv? Nå, men jeg købte tegneseriehæfterne og de er pragtfulde! Det der så er sket nu, er at tre af tegnerne fra Adventure Time, kommer til Copenhagen Comics. Som er en weekend om tegneserier, i starten af juni, i København. Jeg synes, du skal læse mere om den her. I år bliver festivalen federe end nogensinde før, og der er rigtig mange gode indslag og sjove aktiviteter for børn. Jeg tager mine med derud søndag.
Hvis du også har lyst til en sjov weekend, så kan du vinde den her! En voksen weekend-billet og to børne weekend-billetter. Du skal bare skrive en kommentar, så trækker jeg lod på et fuldstændig vilkårligt tidspunkt, når jeg lige kommer i tanke om det. Men i hvert fald i god tid inden d. 6.-7. juni.
Opdatering: der er fundet en vinder. Konkurrencen er slut.
Midt i dér hvor jeg troede, jeg skulle dø af sorg, sendte Anna og Rosinante mig hendes nye bog. Og jeg læste den, eller dvs. jeg læste de første to historier og så græd jeg så meget at jeg var nødt til at lægge bogen væk, med forsiden nedad, midt i en stak af andre bøger, så den ikke lå der og kiggede på mig. Så ordene ikke uforvarende kom ud efter mig. Lidt som jeg gjorde med Stephen Kings bøger omkring sengetid, da jeg var 13.
Jeg har mødt Anna et par gange, og jeg kan virkelig godt lide hende. Meget rolig og sympatisk. Og sådan er hendes bøger også. Ærlige og nede på jorden. Jeg læste den hun skrev om at være introvert, og den havde afgørende betydning for min accept af visse dele af min natur. Pludselig gav det også mening at jeg er meget mere udadvendt på skrift.
Nå. Men i Kærlig hilsen Anna modtager Anna breve fra virkelige mennesker, med virkelige problemer. De første historier, der i den grad hylede mig ud af den, handler naturligvis om noget jeg lige kunne relatere til – parforhold, skilsmisse, overvejelser. Og Annas råd er kloge og empatiske. Det er de hele vejen igennem bogen.
Omkring sorg, alder, døden. Om at acceptere sig selv og flere andre store spørgsmål. Det er svar der udspringer af stor livserfaring og de er meget personlige, men ikke desto mindre fuldt ud anvendelige. Annas tanker og råd er også fulde af humor og varme, det er langt fra den rene elendighed det hele. At læse Annas svar er lidt ligesom at få en krammer. Eller, jeg vil jo helst ikke krammes af fremmede. Men så et skulderklap da. En mental hånd i ryggen. Jeg kunne gennemfotografere hele bogen for kloge citater. Men jeg vælger dette, fordi det minder mig om min egen ord-krykke, som jeg har fået af Hemingway: the world breaks everyone. And afterwards many are strong at the broken places.
