Ps.

Hvis man går og skal afsted på en længere rejse, og man er næsten vanvittig af sorg over savnet af sit 2,5 årige barn, allerede inden man er taget afsted, så skal man bare lade samme barn blive hjemme en dag, sammen med en selv. En hel dag? Skrev jeg det? Nej, en halv dag kan gøre det! En halv dag, hvor man skal handle i føtex og hente en pakke på posthuset og hænge en vask op i kælderen.

Efter det ene drama efter det andet, over bageren i føtex, marcipanbrød ved kassen, ostehaps der alligevel aldrig bliver spist, en pegebog i føtex, køen på posthuset, trapperne alle steder, trapper, åh, trapper, så begynder du ligesom at glæde dig til 14 dage i fred og ro.

Kan godt være du skal tidligt op og flyve indenrigs hver dag, og slæbe din 20 kg. kuffert omkring. Men i det mindste skal du ikke tilberede det ene måltid efter det andet, tvinge folk op og/eller ned ad trapper, tørre nogens røv, eller skære tænder og tælle til 10 mens et barn der er dit ansvar går i spagat af arrigskab foran dig, igen og igen.

Har jeg sagt, at pædagoger ikke får nok i løn?

Nå. Men så kan man da more sig her ovre – den sjoveste blog jeg følger for tiden: Hyperbole and a half.

Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.

2 Responses to Ps.

  1. Jette skriver:

    Du er langtfra den eneste. Åhh hvor kan jeg glæde mig til at komme på arbejdet, hvor der dog ikke er ro og fred, men i det mindste ingen 20 måneders knægt, der går i spagat over ikke at må få mere af den ene eller det andet. Det gør mine kolleger trods alt ikke. Når jeg så sidder på jobbet, tæller jeg timerne til jeg kan være sammen med Lillemanden igen.

  2. Mette skriver:

    Rigtig god tur! Jeg er dælme lidt misundelig – også selvom det ville være svært at forlade mine 3 unger. Så er det også en mulighed der nok sjældent kommer igen.
    Mette

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.