Sko og arbejdspladser

Jeg kender en eller anden. En helt anonym person. På vedkommendes arbejde har der været noget bøvl med en af kollegaerne, og nu kulminerede det så med at kollegaen fik skæld ud af chefen fordi kollegaen skulle gå tidligere en dag, fordi kollegaen skulle til lægen.

Den slags kan jeg SLET ikke have. Man har overenskomstmæssig ret til at gå til lægen, og de færreste læger er til at få en tid ved i weekender eller efter 17 når man har fri fra arbejde. Det kan godt være det er ubelejligt, at man har travlt osv, men chefen må altid bare sige "nå, okay" og komme videre med sit liv. Skæld ud er for hunde.

Og værre endnu bliver det, da selv samme chef SAMME dag som denne episode, selv gik to timer tidligere fordi vedkommende skulle til frisøren. Jeg var flegnet fuldstændig ud, hvis det var min arbejdsplads. Jeg var gået videre med den sag, til tillidsrepræsentant og øverste ledelse. Og så havde jeg nok hurtigt fundet mig et andet job, for jeg trives ikke i den slags miljø.

Jeg skal have frihed under ansvar. Sådan har mine forældre opdraget mig, sådan opererede min ganske udmærkede friskole, og sådan skal min arbejdsplads også være, hvis jeg skal yde mit optimale og smile hver dag. Og det synes jeg er vigtigt i så serviceorienteret et fag som mit. Det duer ikke med gamle sure bibliotekarer. Arbejdsglæden skal være der, ellers er man ikke god nok som formidler.

Og det er faktisk en af de største grunde til, at jeg stadig lever gladeligt med at køre en time frem og tilbage hver dag. For her oppe har jeg den frihed (og havudsigt fra mit kontor). Her har jeg flekstid, her styrer vi det selv. Vi gør vores job og mere til, og alle er glade. Måske er det fordi min chef er kvinde og selv har syge børn ustandseligt, men der er aldrig noget med noget. I dag er hun selv gået nogen timer, til et møde med en advokat om noget hussalg. Og jeg går ofte i netto og handler til min frokost og nogen gange også til aftensmaden. Intet problem. Så bliver man bare den halve time en anden dag, eller møder et kvarter tidligere de næste to dage. Det styrer jeg selv, for man har tillid til mig. Og når jeg bliver mødt med tillid, så kvitterer jeg med at blive endnu mere samvittighedsfuld.

Og så var der f.eks. sådan en mail med nogle spørgsmål omkring medarbejder tilfredshed, som jeg svarede på, helt anonymt. Men jeg fik formuleret nogle centrale tanker så godt, at min chef tog det med til sin chef, som tog det med til sin chef – som er ChefEN i sådan en kommune. Og der blev det læst højt og taget til efterretning. Helt anonymt. Nu er jeg bare ked af, at jeg ikke også fik skrevet noget om, at til næste jul gider vi ikke have det der klamme belgiske chokolade. Men hvis jeg havde vidst, at den mail ville gå all the way to the top, så var der nok i virkeligheden mange flere ting jeg skulle have skrevet…

Nårh ja, og på vejen til netto kommer man forbi en herlig lille tøjbutik, som bl.a. fører det der Pieces mærke. Så nu kom jeg til at købe to par sko. Men helt ærligt, de koster faktisk ingenting! 180 kr. for et par ballarinaer med kirsebær på og 150 kr. for et par tyrkise sandaler i skind med lidt hæl. Og så er sommeren reddet. Og så mødte jeg oven i købet en kollega derinde…