træt og stresset af at lave ingenting…


 

Nå, så er der gået næsten en uge mere. Det er da utroligt så hurtigt tiden går, når man bare sidder her.

Sidste weekend havde vi gæster lørdag og det var rigtig hyggeligt. Lørdag var jeg også i plantecenter med to af mine mostre, så nu ser altanen i det mindste fin ud. Jeg kan så godt lide at have min lille have derude. Jeg har krydderurter og blomster og en enkelt cherry tomat plante. Men jeg har måttet begrænse mig i år, for om ikke så længe skal der jo være plads til den altan barnevogn. Vi var også i ikea, og jeg så en reol, der lige er smal nok til at kunne være i soveværelset og indeholde alt bebsens habbengut. Det forekommer mig, at de har meget bagage med sådan nogen størrelser, når de flytter ind…
Søndag var jeg til komsammen med nogen af de andre juni-piger, der også skal føde på Hvidovre. Det var rigtig hyggeligt som altid, og vi fik snakket om en masse gode ting. Næste gang vi ses bliver d. 16.6. og så er der nok nogen af os, som har født. Nok ikke mig. Jeg kan ikke fatte, at det er så tæt på nu.
Mandag var vi til begravelse med stoffers mormor. Sørgelig begivenhed, som den slags nu er.
Det gjorde det heller ikke bedre, at jeg pludselig stort set ikke kunne gå.
Jeg troede det måske var den der blærebetændelse, som jeg måske havde. Jeg har aldrig haft sådan en før, og det kan da godt være den slags føles som vilde jag op i underlivet, når man går?
Tirsdag tog jeg ud og spiste frokost med mine gamle kolleger, og endte med at hænge ud med dem nogen timer. Det var meget hyggeligt, og min vikar blev også glad for at se mig, for hun havde tusind spørgsmål. Da jeg tog hjem, måtte jeg stå op i 2A. Selv om jeg struttede med min kæmpe mave og så træt ud, synes de unge mænd, de havde mere brug for at sidde ned end jeg. Nå, men da vi så nåede amager og jeg stod af, fungerede mit venstre ben bare slet ikke længere. Jeg humpede vildt langsomt op til min læge, for at høre ang. den urinprøve.
Den var så negativ, d.v.s. der er ingen infektion. Da jeg så beskrev mine smerter for lægen blev hun helt nervøs for om, det var bækkenløsning, men efter noget trykken på mig, fastslog hun, at det var mit skamben der bare gav sig. Fedt.
Så i stedet for blærebetændelse der kunne kureres med en kur, må jeg nu se frem til led-smerter, der i realiteten bare kan blive værre og værre indtil fødslen. Og hun mente ikke der var andet at gøre, end bare slappe og evt. tage en panodil, hvis det blev helt uudholdeligt.

Men jeg har været hjemme i 2 uger nu, og jeg har ikke fået lavet noget nær alt det jeg mangler. Jeg har sorteret mit tøj og fået lidt mere plads i skabene, men lejligheden ligner stadig noget der er løgn. Her er alt for mange ting. Jeg har det som om, jeg er ved at blive kvalt. Og stoffer skriver opgaver og læser til eksamen. Jeg kan godt se, det også er vigtigt, men jeg er bare træt af at det får førsteprioritet. Jeg synes jo, alt det med babyen er meget vigtigere. Og jeg tror også, jeg er meget misundelig på at han kan. At han bare kan lægge det fra sig og gå ud i verden og tænke på noget andet og være sig selv. Jeg synes ikke, jeg kan tænke på andet overhovedet og hvis jeg prøver, så bliver jeg hurtigt hentet tilbage fordi mit ene ben er ved at falde af, eller fordi Møffe (som hun nu er døbt) møffer rundt konstant.

Jeg ville ønske, der kom nogen og lavede det hele for mig – men under min kommando naturligvis, for jeg ved jo godt hvordan jeg vil have det… I dag har vi låne-bil, så vi tager i babysam og ikea og køber de ting vi mangler. Hvis stoffer får tid – de skriver opgave. Og jeg gider ikke gøre det alene. Jeg gider ikke, at alt bare er mit ansvar. Jeg er i rigtig dårligt humør for tiden – og bing – der fik jeg så også lige dårlig samvittighed, for alle siger jo, hvor meget jeg nu skal nyyyyde de her 8 uger og min sidste tid i frihed o.s.v. Jeg keder mig af h……. til. Og føler mig ensom og hæmmet. Måske er det bare hormoner? Måske er det bare mig? Nå, jeg tror, jeg vil finde noget jeg kan smide ud.

sarkastiske og ironiske smil, fra Julie. 34+0

Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.