Et indlæg med 89 procent brok, mindst, så er I advaret.
Da jeg var 19 havde jeg en plan og vidste lige hvad jeg ville, hvordan, hvorhenne og sammen med hvem. Jeg havde styr på det og alt gik den rigtige vej. Men netop som jeg var "færdig" og planen sådan set var lykkedes, bortset fra, at jeg ikke blev gravid (havde prøvet i 2½ år), så blev det kedeligt. Planer er kedelige når de lykkes lidt for godt. Eller – pas på med, hvad du ønsker dig, for du får det.
Kosmisk indgriben er et sært begreb, men deus ex machinae findes og handler ofte på vores vegne, når vi mindst venter det.
Havde: god ejerlejlighed, fast fuldtidsjob som børnebibliotekar, 2 katte, kæreste gennem 7 år med fedt job som ejendomsmægler, penge i banken og Lupo med automatgear og diesel motor som kørte 33 km på literen. Men det gjorde forholdet også og det var for tyndt.
Stod pludselig med: inkarneret ungkarle hiphopper kæreste med udsigtsløst natarbejde ved TDC og et værelse på nørrebro. Og han var ryger. Og kunne ikke lide katte. Og ville altid bo i Kbh. Og var slet ikke min type. Rent bortset fra det med den kemi, som jeg aldrig havde følt magen til før. Og 4 mdr. senere var jeg gravid. The rest is history, som man siger.
Jeg ønskede mig så brændende et barn, og jeg fik det. Ikke som jeg selv troede det skulle ske, men jeg fik, hvad jeg ønskede mig.
Ikke desto mindre sidder jeg ind i mellem og er ikke helt tilfreds, fat det hvem som kan. Jeg vil have mere. Jeg vil godt kombinere noget af alt det her uplanlagte og herlige kosmiske kaos, med nogen af mine egne oprindelige planer. Jeg føler det meget tit som om, at jeg havde nået Målet, med min eks, og nu er jeg startet forfra. Elendig økonomi og forholdsforskrækket mand forfra, når man nu lige troede man havde fået styr på den del af det. Alt det her forpligtelses-fobi og SU-økonomi hører ligesom start-20'erne til, og jeg er 29, for Gods sake. Jeg er mentalt ovre den slags og burde ikke skulle gennemleve de udfordringer en gang til. Jeg vil gerne sidde i min stue med et tæppe over benene, en kop the og en god bog og være Home Safe.
Jeg føler mig slået hjem, jeg skal starte forfra. Og jeg indkasserer ikke 4000 kroner når jeg passerer start.
Jeg vil have et job jeg kan leve af og trives med og lære af. Jeg vil også købe hus og brokke mig over den tidligere ejers kæmpekaktusser i havestuen, eller køberne af min lejlighed som mener gulvet er misligeholdt (hvad det ER – 2 katte og en baby er hård kost for plankegulve), eller den nye nabos hund som larmer døgnet rundt. Jeg vil også være gravid igen. Jeg vil også holde en fest og fejre min kærlighed og gå rundt med en kæmpe diamant på fingeren, som jeg har fået for at udskifte mit sjældne og specielle efternavn. Jeg vil også hænge mine lagner til tørre under duftende æbletræer, mens solsorte synger aftensang og børn tumler på græs og spiser grønne stikkelsbær. Jeg vil også male vægge og have fuld kælder, gerne med vaskesøjle. Vaskesøjle. Jeg bliver nærmest erotisk ophidset bare af ordet.
Ja, jeg er tryghedsnarkoman, men jeg er også eventyrlysten, og nu vil jeg videre. Der skal snart ske noget.
Og sidst jeg havde det sådan, var med min eks. Og min læge gav mig – helt uberettiget – de der farlige slankepiller som nu er taget af markedet og de føltes som at drikke 40 kopper kaffe meget hurtigt. Hvorefter jeg tabte 8 kg. og var eksen utro med et FBI-niveau-hemmeligt antal fremmede mænd. Det var det mest sindssyge forår i mit liv. Og så mødte jeg stoffer. Og det føltes som fremskridt, men nu står det stille igen. Jeg dur ikke til stilstand. Jeg er rastløs. Stop mig før jeg ønsker mig noget, jeg i virkeligheden ikke vil have.
Ja, hvad kan man sige… Godt indlæg, føler næsten, jeg kan genkende mig selv.. Jeg er nok ikke den rette til at komme med gode råd. Forøvrigt er manden nu gået med til at snakke med en advokat – altså ang. gulvet.
Jeg håber for dig, at Stoffer læser med. Måske kunne det være et mentalt kick in the butt for ham, at vide helt konkret hvordan du har det?
Hvad hulen er der iøvrigt med mænd og world of warcraft online? Mister de forbindelsen til the real world, når de spiller eller hvad?
Hej Mille. Ja, ind i mellem læser han med. Og ja, de mister forbindelsen til verden. De er pludselig gnomer med “fede” hatte og har minions til hjælp. “se lige min minion” – en ofte hørt sætning 🙂 Det er da lidt sødt?
uanset hvad så er der altid noget vi kvinder vil.Som ikke liiiiige kan lade sig gøre her og nu. Og så blir vi virkelige desperate. For der skal handles og det skal være NU og ikke imorgen….Aldrig i mit liv er der sket så meget som der gør i min friuge hvor Johnny også er hjemme. jeg synes næsten at det er spild af tid at sove…Men stakkels mand, for jeg hundser med ham for morgen til aften. De sidste 2 dage har han samlet skænk og garderobe skab. Kørt rundt på må og få fordi jeg havde veninder på besøg og ikke ville have ham i huset samtidig. Foreslog ellers at han kunne male udvendigt imens og hvis det regnede ku´han male hoveddøren udenvendig fordi der er halvtag over.
Men omvendt ville jeg se total rødt hvis han bestemte over mig hele tiden…
Nå! Sikke en smøre det var ikke meningen. Ville egentlig bare sige at kvinder indimellem er særdeles sårbare og “umulige”…
Knus fra Tine, som har knoklet hele dagen med at få plads til alle de nye møbler. Gisp, det er ikke lykkedes at få dem til at stå på en “helt solgt”- roomservice “rent-hjem” måde endnu :-/
Græsset er jo altid grønnere på den anden side af plankeværket og også på den anden side af opgangen for den sags skyld – det at stræbe efter et nyt mål er jo det der fr os til at fortsætte – ellers ville det hele jo blive netop det du kalder det – kedeligt!! Og huset med fuld kælder er nu heller ikke altid lykken. Jeg har netop indkøbt hele to vaskemaskiner og en tørretumbler og nu sætter jeg min lid til at det var netop det der skulle til her – Nu bliver jeg lykkelig!! (???!!!???!?!)
Jeg tror Sanne er inde på noget af det rigtige. Man er sq nød til at elske det liv man lever nu, det bliver ikke voldsomt bedre af at man har en vaskemaskine eller vejer fem kilo mindre. Så får man andre ting at længes efter. Selv om man er glad for det man har kan man jo godt have mål alligevel.
Egentlig har du jo både det trygge og det vilde, Klara det trygge (eller rettere du er nød til at skabe det trygge for hende) og Stof det vilde.
Nogen gange så trænger vi jo bare til at hælde vand ud af ørene, mens andre klapper os lidt på skuldrene.
Men man kan jo også se det sådan at hvis det virkelig er de eneste problemer du har lige nu så er det vel heller ikke så slemt. Du har ikke en mand der slår dig eller løber med andre damer, du har trods alt et job du er glad for, selv om timerne og lønnen ikke er OK så kommer du ud og bliver udfordret. Du kan klæde Klara på og give hende mad. Det er ting vi bare tager for givet mens vi blæser små problemer op. Set i perspektiv er de
ikke så store.
Knus Carina
Hey Julie,
Nu må det være MIN tur til at skrive til dig!!!!!!!!
Allerførst – og det har egentlig ikke nogetsomhelst med nogetsomhelst at gøre, men – hold kæft, hvor du skriver godt! Her har jeg siddet og fnist og nikket genkendende til en hel masse af det du har skrevet, og det er ikke hvemsomhelst forundt at få den slags “kritik” fra mig!
Og så…jo, hov, lidt har det alligevel med nogetsomhelst at gøre, for hvad med at bryde stilstanden på en alternativ måde? I stedet for at anskaffe dig elskere, rejse til verdens ende etc. skulle du overveje at skrive en bog! Med de evner, du har, er det spild at lade være!
Og dernæst – hvor lyder din lille historie på mange måder bekendt! Du er også gået fra Mr. Safe til Mr. Not-Too-Serious (som i øvrigt er fantastisk)…..og hvor er det dog et ubehageligt svært skift! Nu har du smagt på begge verdener og alligevel er det ikke godt nok………kan man ikke lissom finde en midt i mellem….eller!??!
Men hey – tænk over det med bogen!
Knus fra mig :o)
lige mine ord..Strange Days
Hej Julie
Har lige sneget mig vaek fra svigerfamiliens tvangsindlagte ferieaftenhygge og har faaet opdateret mig paa dine indlaeg.
Jeg tror ikke, at man er rigtig tilfreds mere end hoejst nogle aar ad gangen. Det er nok derfor, man taler om, at vores verden er baseret paa serie-monogami.
Jeg ER f.eks. gift, har det store hus med fuld kaelder og vaskesoejle, har en mand som hellere vil vaere sammen med familien end arbejde over, som gerne leger med ungerne, som er sjov og rar…
Men samtidig er jeg inde i en periode, hvor jeg jaevnligt spoerger mig selv, om der mon ikke kunne findes noget bedre end denne 30 kg. overvaegtige, luddovne mand, som ikke har givet en kompliment de sidste 7 aar, ikke gider at hjaelpe med noget husligt, og som jeg ikke kan snakke med om ret mange af de ting, der fylder mit hovede og mit liv. Jo mere der sker i mit liv, jo mere melder tanken sig.
Og saa bliver det heller ikke bedre af at vaere paa ferie med hans foraeldre ogsaa. Det saa saa godt ud paa papiret, men det forstaerker de sider af ham, jeg ikke er saa vild med.
Men hvordan skal jeg kunne forsvare overfor Gustav, hvis jeg smadrer hans tilvaerelse, fordi jeg lige kunne taenke mig en smule mere. Og hvem siger, at det bliver bedre med den naeste. Eller er det saa fedt at vaere alene, som jeg nogle gange tror. Og saa kan det forresten slet ikke lade sig goere, for vi er i gaeld til op over begge oerer pga. mit cafeprojekt…
Saa jeg bliver – foreloebig.
KH
Karin
Tja, jeg kan ikke rigtig undre mig over at du tænker som du gør.
Det er jo ikke lige frem fordi at du har siddet på din flade røv i de sidste par år og ladet tingene komme til dig. Du har sgu da knoklet! Benhårdt arbejde, men af den “usynlige slags” den som ikke kan ses i form af materielle goder. Men i form af bla. en lækker unge.
Stoffer har du også brugt en hulens bunke energi på, også uden et stort og “synligt” bevis.
Jeg tror altid vi vil have mere.
Jeg har siddet i ret trange kår og drømt om at komme ud og rejse og spise bare en gang imellem.
Nu sidder jeg i et fedt hus, rejser og er ude og spise (ok det er fame lang tid siden jeg har været ude at rejse)
Men så drømmer jeg da bare om noget andet, mere bedre. Men jeg husker at nyde det jeg har. Både det materielle og det menneskelige (selv om jeg til tider sætter manden og ungerne til salg)
Men kan vi mennesker holde op med at drømme? og ønske os mere? det håber jeg ikke. Hvis vi stillede os tilfredse med tingene som de var ville vi stadig rende rundt med fåreskind om fødderne og det ER vel federe med et par Marc Jacobs ikke?? (og det kom fra konen med fødder der kun kan være i et par Ecco)
Kæmpe knuser og tak for tippet om bøger til Josefine.
Henriette, dagdrømmer
Hey søde !
Du behøver jo altså IKKE udskifte dit flotte efternavn. Jeg fik slettet det ene efternavn og beholdt det der betød mest for mig og fik så Henriks efternavn efter det.
Henrik ville så gerne have mit efternavn også, så nu hedder vi nøjagtig det samme og børnene med. Dét er da til at finde ud af,hva´!! 😉 Men jeg synes da, at du skal have den diamant alligevel – det er da klart !! 🙂 Knus
Hej Julie.. Håber du får en overfed U2 koncert i dag – selvom du må sidde ned.. Kh