BHS BS

Efter halvandet års dating indser du, at det eneste krav du efterhånden har til en mand er, at han kan finde ud af at svare på en fucking messengerbesked indenfor et døgn. Det eneste du virkelig vil have, er hans opmærksomhed. Hans tid, hans interesse. Hans blik, hans øre og også hans svar. Åh den berusende lykke ved en mand der rent faktisk svarer! Han har hørt dig, måske endda set dig, og han prioriterer sin tid og vil gerne svare dig. Sikken en fest. Det næste naturlige skridt bliver, at han ikke aflyser aftaler. For nogen er dette måske almindelig høflighed, men ikke i den verden hvor du dater. Nej nej. I den verden er der spørgsmålstegn ved alting, indtil det rent faktisk finder sted. Alle aftaler er bare et Måske, et Hvis der ikke kommer et bedre tilbud, et Hvis jeg lige synes jeg har lyst den dag. Du tager intet for givet, du forventer en aflysning fra alle, lige op til det punkt hvor I rent fysisk befinder jer overfor hinanden.

Selvfølgelig har han travlt, det ved du, det har han hele tiden haft. Det er også noget af det du godt kan li ved ham jo. Han laver ting, han vil ting, han har sit eget liv og du er ikke ansvarlig for hans lykke. Og den første date varer tre dage – på hans initiativ, så han kan jo godt give dig sin tid, hvis han vil. Når han vil. Hvis han vil. Den næste date varer to dage. Den tredje kun en. Den fjerde bliver aflyst og den femte varer kun en dag. Du begynder at blive træt af ham. Han svarer ikke. Du bliver irriteret over, at han sagde det var hyggeligt at du skriver, når han tydeligvis synes det er for meget. Så lader du være. Men bliver også irriteret over det. Hvorfor skal du ændre dig selv, hvorfor skal du lade som om, spille det spil, lægge de bånd på? Hvorfor er opmærksomhed et turn on for dig og et turn off for mænd? Hvorfor vil de behandles uhøfligt og ignoreres? Du forstår det ikke. Du bliver stædig og ked af det og vred og irriteret. Det får dig ikke til at fylde mindre. Du overvejer at droppe mænd helt. Du overvejer at ringe til din psykolog. Du overvejer at gå i seng og sove, til det hele bare holder op. Du overvejer at blive lesbisk, eller at vandre på Caminoen og lægge verden bag dig. Du overvejer at flytte til en hvilken som helst midtvestlig nordamerikansk by, hvor du uden tvivl vil blive opfattet som både eksotisk og interessant og modtage en masse opmærksomhed og blive friet til adskillige gange, jf. anekdotisk evidens og samtlige amerikanske romantiske komedier nogensinde. Du kommer i tanke om, at du har børn.

Du googler BHS – broken heart syndrome – og har det lidt godt med, at du i det mindste ikke kommer til at lide af organsvigt, som følge af at lægge bånd på sig selv et helt liv.

Udgivet i dating | Tagget , , , | 12 kommentarer

Folk er så besværlige

Ja, det er de, og du ved jeg har ret. I går sad jeg med gode venner og overlevede julen. Singlerne og de fraskilte fik sig en øl/rom/gin og en cola, og en masse snak om alt muligt. En af os har været single i 11 år eller noget, og det har jeg fx svært ved at forstå. Det er virkelig lang tid, og lidt et skræmmende perspektiv.

Der er jo ikke et enkelt svar på “hvorfor?” når det kommer til den slags, men en del af svaret gik på, at andre mennesker bare er så besværlige. At man altid ender med at blive irriteret på dem.

Det har jeg så tænkt over siden. Det er sådan set rigtigt nok, andre mennesker ER ret besværlige, og man bliver virkelig ofte irriteret på dem. Men, det bliver man jo netop på alle. Og nogen gange bliver man endnu mere irriteret på dem man holder allermest af? Børn fx. En sand pain in the ass, af og til. Forældre, søskende, gode venner. Og ja, kærester. Så hvis man når der til, hvor man forventer/håber at møde et menneske man aldrig nogen sinde vil blive irriteret på, og som aldrig vil være besværligt at være sammen med, nej, så finder man nok ikke nogen.

Og er hele ideen ikke netop, at finde nogen som man hellere vil være sammen med og være irriteret på, end at undvære dem? Nogen der rent bogstaveligt er besværet værd?

I november var det to år siden Kristoffer og jeg besluttede at gå fra hinanden. Den 1. januar er det to år siden, det gik op for mig, at jeg elskede en ny. Det var alt for hurtigt og alt for kompliceret og han er i sandhed verdens mest irriterende og besværlige menneske. Jeg elsker ham meget mere end han fortjener. Jeg dater i håbet om at fordrive ham fra mit system. Jeg leder efter en, der kan fylde mere end han gør, og helst på en lidt mindre besværlig måde. Men jeg vil aldrig forvente at kærligheden er nem eller ukompliceret. For det er den bare ikke.

Jeg tænker hele tiden på Eleanor, der siger til Marianne (der hvor de tror Edward har giftet sig med Lucy Steele – citeret frit fra hukommelsen og Sense and Sensibilty, af Jane Austen);

“It is just as we expected. Nothing to surprise or upset us. And in a little while, it will be just as if nothing has happened. Which in a way is true.”

In a little while. To år, so far. Intet skete, men det føles stadig som en hel masse besvær. Og var det det værd?

Udgivet i dating | Tagget , , | 7 kommentarer

Bøger man kunne ønske sig til jul

Jeg burde ikke ønske mig bøger. Jeg har ikke plads, og jeg er bagud med at læse dem jeg har. Det er en katastrofe faktisk. Det nærmer sig det punkt, hvor jeg kan klassificeres hoarder, og begynder at bygge labyrintiske gange rundt i lejligheden med alle bøgerne, og en dag når jeg ikke har været på arbejde i en hel ulige uge, så finder de mig død og begravet under et bjerg af bøger der væltede. Måske har katten spist lidt af mig. Hvem ved, det er den vej vi alle skal, am I right?

Anyway.

Jeg kunne virkelig godt tænke mig de her bøger, hvis jeg skulle ønske mig bøger til jul.

Josephine Klougart, New forest. Den er vildt lækker at se på, og har fået rigtig fine anmeldelser. Jeg har stået og kigget i den flere gange, og jeg kan godt lide sproget. Det virker fængende. Baseret på en helt irrationel følelse, er jeg bare sikker på, at den er noget for mig. Jeg har endnu ikke læst noget af hende, men hun er på den mentale liste. Jeg kunne jo starte her.

Jeg vil også rigtig gerne have Kristina Nya Glaffey´s Mor og Busser skal skilles. Jeg stod og bladrede i den på bogforum og var meget fristet, men du ved, man orker ikke at slæbe på mere og måske kan man også bare låne den på biblioteket. Men nej, jeg har tænkt på den siden, så den skal stå på reolen. Den handler jo også om skilsmisse, OG er illustreret, OG er ironisk og pinlig, så den er absolut lige min type. Jeg vil ideelt set også godt have den første, der bare hedder Mor og Busser.

Og så hørte jeg Tomas Espedal læse op på Louisiana i sommer, og det gjorde han virkelig godt. Meget vildt. Siden da, har jeg vidst jeg ville ønske mig hans nye bog, Året, når den udkom, og det gør jeg så. Den handler pudsigt nok også om det der med kærligheden, og den har fået formidable anmeldelser. Den er også smuk, hva´?

Og så denne her. Zenias meget smukke postkort fra Hjerneskælvet. Men det er snyd, for den har jeg faktisk købt og læst og elsket allerede. Zenia er bibliotekar og jeg har kendt til hende på afstand længe. Så fik hun hjernerystelse, og det er naturligvis ikke særlig godt og har været problematisk på mange måder. Men helt egoistisk, så er jeg glad for at det satte gang i hendes opdateringer på facebook og instagram, der er både poetiske og underholdende. Og så kom den her bog, og den er perfekt. (Og, hvis jeg lige må tilføje noget, så sendte jeg Zenia 100 af de der gamle indekskort fra biblioteksbøger, som hun siden har tegnet på, og nu er der et på forsiden. Jeg ved selvfølgelig ikke, om det lige er et af mine, men det leger vi bare det er).

Der er også blevet lavet en virkelig fin podcast om Zenia og rystelsen, som du kan lytte til lige her.

 

Udgivet i Anmeldelser | Tagget , | En kommentar

Stardust service blogpost

Fordi man ikke kan linke direkte i en Instagram post, kommer her linket til radiohørespilsudgaven af Neil Gaimans Stardust. Den er lavet af BBC4 og hvis du elsker den, så har de også lavet en version af Neverwhere, sidste år. Den kan købes i iTunes bl.a.

Det bliver ikke mere awesome og lige nu er Stardust endda gratis. 

Bogen er selvfølgelig også forrygende. Selv filmen er okay.

Den handler om unge Tristran Thorn der som en klassisk idiot er vild med en led pige. Hun går dog med til at give ham hvad han vil have, HVIS han kan bringe hende den stjerne de lige har set falde ned.

Afsted på eventyr med Tristran, og det griber noget om sig. Det er en fantastisk historie om kærlighed, mod, rigtig og forkert. For alle fra ca. 13 år og op.

Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar

Desp til et nytt nivå

Ja, jeg elsker også NRK’s tv serie SKAM. Jeg har set den så intensivt de sidste mdr, på nettet. Fulgt med i sms’er, playlister, instabilleder, klip på web og kosegruppa DK på fb, der består af knap 20.000 konspirationsteoretikere med massepsykose. Hjerteemoji. 

I fredags kom sidste afsnit i tredje sæson, og nu er alt love, men også tomt og ensomt og i morgen starter jeg forfra med sæson 1. Hvad skal man ellers gøre?!?

Nå. Men Even gav verdens bedste råd i det sidste afsnit. Kort fortalt, vil Magnus gerne hooke med Vilde, men får ikke rigtig gjort noget ved det og vennerne kalder ham desp. Even siger så at han bare skal være sig selv ass! Hvis han er desperat, så tag det til et nyt niveau. Stå ved dig selv og alt dit gak. Full on crazy, åbent hjerte, på med sårbarheden. Det er hvad jeg hører ham sige. Drittkul. Ta desp til et nytt nivå! Og det gør Magnus. Han går direkte ind til Vilde og er full on Kattehookeren, Vilde miaver og alt er love. Og hooking. Og pul.


Og det er det, man skal huske i alle aspekter af livet. Stå ved dig selv, own dit gak. Tag ansvaret for det, og arbejd med det, bevares, men det går bare bedre når man er sig selv. Så brænder man også nallerne tusind gange, men det gør ikke noget, for man gjorde sit bedste og lod ikke som om man var ligeglad eller noget. Man prøvede i det mindste. Integritet. Ægthed. Tag dit desp til et nytt nivå! 

Udgivet i Ikke kategoriseret | En kommentar

Biblioterapi ved skilsmisse

En trofast læser har skrevet og spurgt om noget. Hvad hjælper ved skilsmisse? Hvad læste du, der hjalp? Og hvad kan man læse for børn? Det har jeg så tænkt over i nogle uger nu, og jeg tror ikke, jeg læste noget særligt for mine børn om familier der blev skilt. De er jo store nok til, at vi bare kunne snakke om det. Men hvis man har mindre børn, 2-6 år, så kan det være rigtig rart at have en bog som udgangspunkt for en snak.

Der findes virkelig mange. En af dem jeg godt kan lide er: Hanne Kvist, To af alting. Om en dreng, der har en hund der hedder Uffe. Og en mor og en far der skal skilles, og nu synes de han skal have to af alting. Men han vil helst ikke have to hunde, og i sidste ender finder han selv den bedste løsning. Det er ikke en pussenusset historie, og den er for de ældste billedbogslæsere, men jeg kan virkelig godt lide den.

Men den jeg allerbedst kan lide, er slet ikke relevant i starten for de fleste, for den handler om når forældrene får en ny kæreste. Det er Heks! af Kim Fupz Aakeson og Rasmus Bregnhøi. Det er en af de sjoveste billedbøger jeg kender og den kan også sagtens læses for folk hvis forældre ikke er skilt og ikke har nye kærester.

Spørgsmålet gik også på hvad jeg selv læste og om der var noget andet der hjalp. Det er et rimeligt bredt spørgsmål, og der var meget forskelligt der hjalp. Det hjalp at snakke med folk hele tiden. Det hjalp at jeg har verdens bedste kolleger, så der var plads til at jeg lå i fosterstilling under deres skriveborde og blev fodret med chokolade. Det hjalp at en klog veninde er coach og snakkede meget med mig, og til sidst havde jeg en note på min tlf. med alle de råd der virkede for mig (træk vejret, giv slip, og meget mere) som jeg sad og læste ude på toilettet flere gange om dagen, når jeg gik i panik.

Jeg har prøvet at tænke tilbage, om jeg læste nogen bøger der hjalp mig. Jeg kan huske jeg kiggede på alle de der fagbøger i 30.1752 og fik akut åndedrætsbesvær af alle de negative og vrede historier. Det kunne jeg ikke genkende mig selv i. Borger.dk hjalp heller ikke overhovedet, for hver gang jeg skulle finde ud af noget praktisk inde på deres side, fx omkring børnebidrag og den slags, så var alt formuleret i hvad jeg opfattede som et konfliktsprog der tog udgangspunkt i at de voksne hader hinanden og vil hinanden det værste. Det gjorde mig så angst at jeg flere gange lukkede siden ned og slukkede for pc´en for at komme væk.

Og helt i starten kunne jeg slet ikke koncentrere mig om at læse. Jeg kunne kun se New Girl, som ligger på Netflix. Den handler om en kvinde der kommer hjem og finder sin kæreste i gang med at være utro, og så flytter hun ud og ind i en lejlighed med tre fyre, som ret hurtigt bliver hendes bedste venner og så har de det bare sjovt nærmest hele tiden. Det kunne jeg bruge til noget. Jeg så alle de sæsoner der var, og så så jeg dem forfra og forfra og forfra. Det var vitterligt det eneste tv jeg kunne se uden at blive bange eller vred i omkring 5-6 mdr. Det gik så vidt, at jeg fik et par kolleger med på hypen også, og vi talte om karaktererne fra New Girl hver dag, og begyndte at kigge på lejligheder vi selv kunne flytte sammen i, mig og de tre mandekolleger. Og børnene, naturligvis. Det var et morsomt og trygt frirum, hvor alt nok skulle ende godt. Det virkede. Især dette citat fra sæson 1, afsnit 4;

winston

Og det siger jeg tit til mig selv. A bear MIGHT fall on my trampoline. My moments will come.

Da jeg så begyndte at læse, læste jeg de her. Kærlig hilsen Anna, som fik mig til at græde. Ikke den der Tilgiv, den kom først senere, men den havde også været god dengang. Og den med Mine 100 ting, som handler om en dame der blev skilt og sorterede ud. Og de tre danske, Jubilæum, der er hårde noveller, som jeg kun kunne holde til en af om dagen, men som alligevel virkede. Lejlighedssange, der bare er awesome og gjorde mig i godt humør. Og Så forbandet klog, der ligesom er små bidder af en virkelighed, om parforhold og kriser. Fælles for alle tre er, at de er overskuelige og ikke tykke bøger, men fulde af gennemtænkte budskaber man kan tolke ind i sin egen virkelighed.

Og så gik tiden. Det hjalp mest. Og nu er det to år siden vi startede det hele, og alle er stadig gode venner på den udramatiske måde, ingen børn er døde af sorg og vi holder også jul sammen i år. Jeg tabte 16 kg af stress og kvalme og har taget de 10 på igen. Jeg har datet en hel masse, og havde egentlig besluttet at holde en pause her i efteråret. Men så dukkede der en weirdo op, som forstår begrebet progressiv dating og selv om jeg hele tiden flipper ud inde i mig selv og har lyst til at droppe det, fordi det er for besværligt, så er jeg stadig nysgerrig, så nu ser vi. A bear might fall on my trampoline.

Udgivet i Anmeldelser, Hverdagsliv | Tagget , , , | 11 kommentarer

2016, dit rasshøl …

Vi kan blive enige om, at det har været et lorteår, ikke? Bowie døde i januar, han var åbenbart limen der holdt universet sammen, og siden er det gået stærkt ned ad bakke. Der er en film om det her;

Og de har jo ikke alt med i den film, vel? Der er ikke noget om skilsmisser, folk der blev fyret, at ruinere sig selv med fertilitetsbehandling, være syg af kræft, blive forladt og forledt og alt det andet som sker for folk i min nærhed.

Men.

Vi vil ikke sidde i et hjørne med armene over kors og være sure. Vi vil ikke give op, vi vil ikke ligge os ned og blive kørt over af 2016´s møgbefængte damptromle. VI VIL IKKE GÅ STILLE IND I NATTEN.

Derfor er der her en kanon, som er meget bedre end andre kanoner. Meget. Den er bare bedre, på alle måder. Hvis jeg SKAL nævne et eksempel, jamen, så er den fx bedre end Bertels kanon (som jeg faktisk ikke hader til fuldstændighed, for der er trods alt en del af de punkter der, som taler direkte ind i folkebibliotekerne, og det er okay med mig … men jeg hader den lidt alligevel, for den bliver lidt selvmodsigende. Jo, altså, hvis de fleste af de nævnte danske dyder var reelle, ville vi så overhovedet have noget behov for at liste dem og stemme om dem? Jeg ved det ikke, vi kan også godt sige, jeg bare er forvirret og smile og vinke og alt er godt. Whatever). Men min kanon er i hvert fald meget meget bedre end Brians.

Og her – i en ikke prioriteret rækkefølge; Kanonen over ting der næsten redder 2016:

Skam. Norsk tv-serie, som du skal se nu, hvis du ikke allerede har gjort det. Kødder du med mig? Den er drittkul og helt fantastisk. Man kan kun få det bedre af den. Godt skrevet, herlige skuespillere, og moderne på den der detaljerige her og nu måde, hvor de bare får ting til at gå op i en højere enhed. Du vil kunne huske alt om, hvordan det var at være teenager, hvis du ikke lige er det pt.

Biden-memes. De har været her noget tid, men efter Trump vandt præsidentvalget har de taget fart og det er SÅ sjovt. Jeg elsker Joe Biden mere end nogensinde før. De er alle vegne på nettet, fb, insta, twitter – find din egen kanal.

Hinanden. Hinanden holder 100. Dig og mig, os. I ved selv, hvem I er. Hinanden holder hele vejen. Også når man står stille.

Svend Brinkmann. Jo, for helvede. JAAA, jeg ved godt han pludselig blev vildt populær og du er sååå træt af at høre om ham, men han VIRKER. Han har fat i noget. Vi kan snakke videre om det, når du har læst bøgerne.

Sex. Jeg tror personligt, det er kommet for at blive. Jeg ved, vi er mange der er fans. Ingen links her, det må du selv google.

Chewbacca masken. Den holder også. Du er lavet af sten, hvis den ikke får dig til at fnise, som det mindste.

Podcasts. Jamen det er fedt, der er så mange og man kan jo evt. lave sin egen? Det er sjovt og nemt og fuld af muligheder. Der er historier om alt, derude.

Justeat.dk og nemlig.com – 100% årsagen til at jeg ikke gider overleve apocalypsen. Hvordan fanden får man en familie til at overleve uden de to services? Og i samme sætning er der også:

Netflix. OMG, jeg elsker dig.

Alkohol. Vin, bobler, G&T, aperol spritz – ja, også selv om den blev lige hipster nok over sommeren – den er solskin på glas! Jeg har aldrig  været den store alkoholiker, men jeg giver uden tøven skilsmissen skylden for min sociale deroute, der også indbefatter en nyfunden interesse for at dele drinks med nogen, i ulige uger. Jeg siger ikke, det er gennemført fornuftigt, men jeg fastholder at det hjælper med at få 2016 til at glide ned.

Bøger. Altid bøger.

Det islandske fodboldhold. Og jeg kan ellers virkelig ikke hidse mig op over sport, at all.

Canadas premierminister. Et lille lys, i en ellers overvejende meget dunkel pøl af håbløshed og politikerlede.

Amy Schumer. Amy knows.

Ironi.

Roadtrips.

Musik. Virkelig meget. I 2016 har især The National, Florence and the Machine, Oh Wonder, Highasakite, Slow Club og diverse poppede dansenumre som børnene slæber med hjem, hjulpet. 

Jeg tror, det var det. Du har sikkert andre ting, og det er fint. Så kan du lave din egen kanon. Det er sygt moderne.

Udgivet i Hverdagsliv | Tagget , , | 4 kommentarer

Uro

Jeg vil gerne finde en plads i verden til alle de hjemløse, irrationelle følelser.

De, der er der. Som rationelt set ikke burde være der. Eller her. Hvor hører de hjemme? Hvad stiller man op med dem? Hvordan overbeviser man dem om, at de er gået HELT galt i byen? Hvor skal de bo, hvor kan man sende dem hen? Kan man parkere dem? Kan man putte dem i en kasse? Kan man finde et hjem til dem? Et børnehjem for umodne, ulogiske følelser, der driver omkring i gaderne og gør livet besværligt for almindelige, pæne mennesker?

Når de slutter sig sammen mod en, i en slags bande. Usynlig, mindst ventet og lige så besværlige at pakke sammen som en modvillig 2 årig i en flyverdragt eller en blæksprutte i et indkøbsnet.

Hvem ringer man til? Ghostbusters? Hundefangeren? Sin mor? Kan man pacificere dem med bacon/cola/gin? (Ja, men kun kortvarigt, det løser desværre ikke problemet). De har ingen gang på jord, og alligevel jager de en rundt nogle dage. Som fx når man vågner og tænker, at man er alene i verden. Samtidig med at ens børn plager om bacon. Og ens venner skriver. “Vi skal lige finde ud af spisning inden koncerten på søndag!”, “Jeg fik min jakke med hjem fra byen!! *grinesmiley*”, “se lige det her morsomme Tweet”, “tak for henvisning til de der, der arbejder med det der, jeg har skrevet til dem!”, og “godmorgen! Har du sovet godt? Drømt noget skørt igen?”

Ja. Jeg drømte noget HELT skørt. At jeg var alene, og ingen tænkte på mig. As if.

Udgivet i Hverdagsliv | Tagget | 2 kommentarer

Roadtrip blues

Nå, men sæt lige den her på:

Og så kan du læse videre.

Jeg har roadtrip blues. Jeg vil være i den bil, som den boble den var, et parallelt univers uden budgetter, uden drama, uden forventninger og uden årshjul. Bare mig og et sympatisk menneske og friheden. Og du ved også godt, at jeg ikke mener det på den måde. Jeg elsker mit liv, børn og job, og jeg kan godt lide rammerne. Men for fanden hvor er det livsbekræftende at foretage sig noget andet end man plejer.

Det handler ikke om at lade som om man er nogen, man ikke er. Det handler nærmere om friheden til at være den man også er, endnu et af de mange lag der udgør et sammensat menneske. Når man tuller rundt her i sine faste rammer, bliver det nok bare nemt sådan at både en selv og de mennesker man omgiver sig med, føler sig ret sikre på, hvem man er og hvordan man vil have det. Det er ikke skidt. Det er dejligt. Men jeg vil også godt ses, og se, med friske øjne. Fra man er barn af, bliver der fortalt en historie om, hvem man er. Og til sidst er man sådan, men man ved ikke om man blev det, fordi de sagde man var sådan, eller om man virkelig er sådan. Det er nok meget sundt af se lidt på det, ind i mellem.

Nu er Villads tilfældigvis en ildsjæl. Jeg genkendte dele af mig selv i ham, han har også noget der brænder inden i. Han er også begejstret for livet, han tager også imod de danse der bliver budt op til. Og er nysgerrig, positivt indstillet og opsøgende. Og det gør det naturligvis ekstra interessant at sidde i en bil i to dage og samtale med sådan et menneske. Men helt ærligt, jeg tror de fleste af os ville folde os ud, hvis vi gav lidt slip og bare tænkte, fuck det, jeg er med!

I løbet af samtalerne kom vi frem til, at noget af det Villads har imod skønlitteratur er, at han føler det bliver spild af tid. Man sidder bare der, og man skulle måske i virkeligheden have bygget et hønsehus eller hjulpet en gammel dame over vejen. Jeg synes godt man kan kombinere tingene, og jeg tror det kvalificerer mit hønsehus og min omsorg for den gamle dame, hvis jeg har læst skønlitteratur der har fodret mine følelser, min empati, min indsigt i andre og min fantasi til at forstille mig, hvordan hønsehuset bliver bedst. Men jeg er enig med ham i, at man skal foretage sig ting. Også. Man skal ud og opleve, selv, og deltage i verden. Man kan ikke nøjes med at opleve gennem andre.

Jeg har oplevet så meget på de to dage, undret mig, set mig selv udefra og lært virkelig meget om mig selv og om ham. Hvis Villads tager bare halvdelen af det med sig, så har bro og benzin tjent sig selv hjem.


(Uh!!! Opfølgningsprogram?! Hvad skete der sidenhen? Læste han?? Forårs roadtrip, Sydfyn og øerne!!!)

Udgivet i Fagligt, Hverdagsliv | Tagget , , | En kommentar

Hjem – ud – hjem

Jeg ved dårligt hvor jeg skal starte, men jeg vil gerne skrive en masse ned. Jeg er lige kommet hjem fra roadtrippen. Og mit hoved er fuldt af tanker og oplevelser og følelser.


For det første var det en stor succes. Alt det man kunne frygte, ved at møde et nyt menneske og tilbringe to dage tæt sammen, skete ikke. Jeg blev først og fremmest ikke øksemyrdet, og det er jo en fed start. Dernæst, var Villads der hvor han havde sagt han ville være, på den tid, hvor vi havde aftalt. Også godt. Og så gik der ca. 30 sekunder, inden det føltes som om, vi var skabt til at sidde i en bil og knævre. Villads er et ualmindeligt sympatisk menneske og de her to dage gik endnu bedre, end jeg overhovedet havde turdet forestille mig.

Vi snakkede om alt muligt. Selvfølgelig om litteratur, både skøn – og fag. Men også om os selv og hinanden, om vores venner og familier og kærester og ekskærester. Om barndommen og fremtiden, om begejstring og ildsjæle, håb og ønsker og job og ikke job.

Så nåede vi til Rømø og plukkede østers. Og så tog vi videre nord på, så en masse der begejstrede os – stære i en mini sort sol, hede og marsk, Perlen og pomfritter, Vesterhavet og mere vesterhav. Vi nåede til Country Town, der startede det hele. Vi spiste æblekage på kanten ved Bovbjerg Fyr og vi fandt frem til der, hvor Villads´ forældre en gang har haft en restaurant. Vi droppede Skagen til fordel for Fur, men Fur var lukket om mandagen. Så var vi i Skive og gik på biblioteket.

Blev Villads så omvendt? Er han vild med skønlitteratur efter to dage i en bil med mig? Det vil jo vise sig – jeg har lige ca. 14 timers optagelse at lytte igennem og klippe i, før noget af det forhåbentlig giver mening.

Men oplevelsen har været helt forrygende. Jeg har det som om Villads har givet mig en gave, eller vi har givet hinanden en gave og lige nu, hvor han ligger forrest i min hukommelse, er han min bedste ven. Jeg ved ikke om jeg har det med at overinvolvere mig i folk jeg godt kan lide … sandsynligvis. Men hvor er det dog betryggende, at der findes mennesker der er så begejstrede og positivt indstillede, og hvor er det fedt at det kan ske at jeg møder dem. Jeg er ikke færdig med at sige ja til ting. Belønningerne er alle bekymringerne værd.

Udgivet i Fiktion, Hverdagsliv | Tagget , , , , , | 5 kommentarer