Ps. der er også jordbær!

Er helt helt træt. Som i: har tilbragt dagen sammen med 4 treårige, deres mødre og alt for meget mad og chokoladekage-træt. Virkelig virkelig hårde betingelser!

Har også været ude i mit HUS. Hvor haven nu afslører, at der er jordbær på vej og hele to store ribsbuske. Og nogen vilde brombær. Eller, altså, jeg ved jo sådan set ikke om de er domesticerede, men de ser ret vilde ud. Det samme kan man sige om al skvalderkålen. Den ser ligefrem balstyrisk ud. Men jeg skal nok få has på den. Har fundet ud af, hvor drivhuset skal stå, hvor der er solkrog med læ og hvor legehuset skal være. Og at der er plads til i hvert fald to højbede, hvilket sådan set er alt rigeligt til gulerødder og ærter. Bare man når det. Sommeren er jo i fuld gang og jeg er allerede bag ud!

Blev ringet op af min gudfar – ham der i sin tid forærede os den grimme hvide bil – og nu har han andre foræringer på banen. Og ganske som den grimme bil endte med at tjene mig 5000 og være vildt praktisk, så lyder denne nye foræring også som et pænt godt tilbud. Han og konen var da lige kommet i tanke om, at de jo sådan set havde en del Børge Mogensen teaktræs møbler stående ude i annekset, som de egentlig bare gerne ville af med. Om det var noget for os? Joh, det…. vi vil da gerne lige komme og se på dem! De vil i hvert fald stå godt til ph lampen.

Ellers er vi lidt forkølede herhjemme. Hænger muligvis sammen med min insisteren på, at man går i sandaler efter 1. maj. Vejret og jeg er tilsyneladende ikke helt på linie omkring den ide. Var i hvert fald koldt, da jeg fredag aften sad udenfor Cafe Bopa, på Østerbro, sammen med nogle af mine søde tidligere kolleger. Burde nok have haft sko på dér, men jeg havde da egentlig også regnet med at de gin-tonics skulle drikkes indendøre.

Nå, men ses vi i Ikeas køkkenafdeling en af dagene? Det tror jeg nok, vi gør!

Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.

18 Kommentarer til Ps. der er også jordbær!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.