Agnes ville ikke stemme på den syngende landmand.
Hun ville heller ikke stemme på dem med Håndværkerrøv. For “det er ikke så godt de siger røv, fordi det er ens numse.”
Og det er jo rigtigt nok.
Vi stemte naturligvis på dem i lyserøde strutskørter.
Den anden dag tænkte jeg, at nu ville jeg blogge hver dag i februar.
Nu er det så allerede for sent. Fedt. Men så blogger jeg bare næsten alle dage i februar. Der må gerne heppes…
I denne weekend har jeg planer om at besøge håndarbejdsmessen i Rødovre. For at være berettiget, syede jeg i går aftes lidt videre på stjernetæppet. Det er et ret omfattende projekt. Et er, at de her 50 stjerner og et uvist antal sekskanter skal syes sammen i hånden. Bagefter skal det jo quiltes, og kantes!? Og det tror jeg også jeg gør i hånden for min symaskine er sådan en fra netto og den er… ikke ret god.
Så langt er jeg nået.
I mellemtiden er min niece blevet en uge gammel. Jeg har ikke set hende hele ugen, så hun har sikkert glemt alt om mig. Men her et billede jeg har stjålet af hende, fra hendes mors facebookside. Det er Anette der har taget det og jeg har ingen rettigheder. Men skønnere baby findes ikke!
Så der har vi det. Og jeg har læst lidt igen! Det hjalp at have en sygedag med Agnes i går. Fik lidt fred i hovedet og fandt læselysten frem! Mere om det senere.
I fredags skete det endelig. Efter et par døgn med regelmæssige veer der ikke gav nok, og til sidst en lidt stresset baby, fik min søster et kejsersnit fredag aften. Jeg nåede at være med det meste af aftenen, men kunne naturligvis ikke følge med ind på operationsstuen. I stedet ventede og tudede jeg udenfor, sammen med min søsters søde svigerinde, som jeg også kender fra gymnasietiden. Vi spiste alle hendes minimuffins selv. Kl. 20.32 kom Eva ud og hun er simpelthen så fin. Hvis du følger med på Instagram, har du ikke kunnet undgå at se billeder af hende de sidste par dage, men her kommer de da lige igen. Jeg regner med at besøge hende senere på ugen og tage nogle friske. De vokser jo som ukrudt i den alder.
Og ja, hun ER smuk. Det er hun altså. Hun har arvet sin mors gode kinder og har samme trutmund som Agnes, så det kommer ikke til at gå helt galt.
Apropos Agnes, så vælter hun guldkorn af sig i forbindelse med den her familieforøgelse. Da jeg skulle derud fredag aften ville hun gerne med, og jeg sagde, at det gik ikke, for sådan en fødsel er kun for voksne. Der kunne godt være lidt blod. Den tænkte hun over, og så sagde hun “er det fordi det bliver uhyggeligt? På samme måde som en voksenfilm?” og ja, det er jo ikke helt galt.
I søndags spurgte jeg hende, hvad hun ønsker sig i fødselsdagsgave. Hun fylder jo fem om en md. Ufatteligt. Men hun sagde “jeg har allerede fået den eneste ting jeg ønsker mig” – nå, hvad er det, sagde jeg? “Det er en kusine.” sagde hun. Nåårhh, hva! Jeg har dog alligevel købt en mini limpistol og nogle strømpebukser til hende. De sidste vokser hun konstant ud af og det første kan hun rigtig godt bruge. Hun er sådan en stor-producerende kreapige.
Så her går det godt med det. Ellers er jeg bare sådan januartræt og ugidelig, og så laver jeg ikke alle de ting jeg gerne vil, og så bliver jeg skuffet over mig selv, og bliver endnu mere ugidelig. Fed cirkel. Vi arbejder hårdt på det næste nr. af online magasinet Blogish, og jeg får ikke leveret halvdelen af de bidrag jeg gerne ville. Men det bliver godt alligevel!!!!
Jeg går og venter på at blive moster. Anydaynow. Termin var i mandags.
Og så kan jeg mærke jeg nærmer mig en Jane Austen periode. Igen. Jeg begynder at savne høfligheden, landskaberne, inaktivitet kombineret med drama. Fornuft, følelser, stolthed og fordomme.
Her vinker Agnes fra den nye bil. Og den anden dag så jeg en præcis magen til, men med en meget federe nummerplade
Det kan kun være Alcide der kører den!
Den her januar stinker. Jeg har blogget tre gange indtil nu! Hvordan kan jeg overhovedet, med respekt for mig selv og mediet, kalde mig selv blogger?
Jamen laaaver du ikke noget, Julie? Fortæl et eller andet. Hm. Jeg laver ikke noget. Jeg står op, jeg fryser, jeg kører i min nye bil (og DET er dagens højdepunkt), jeg kommer hjem, jeg råver af mine vanartede unger (som gør deres bedste. Det er mig, det er ikke dem), og så laver jeg mad og går i seng. Hi. Jeg går i hi.
I dag har jeg dog brudt rutinen og fået en hel times medarbejdermassage til en skarp pris. Måske er det derfor jeg sidder her og skriver nu. Måske fik hun løsnet op for mere end bare mine unaturligt spændte lægmuskler (cykler du meget? spurgte hun. Hahahhaaahhrrrahahahahahaha, sagde jeg.)
Men januar kan endnu nå at samle sig selv op. Min søster havde termin i går. Jeg kan blive moster hvornår det skal være. Nu! Eller nu? Mens du læser dette? Eller i morgen? Jeg skal jo med til fødslen. Sådan er vi jo. Hun var også med til begge mine, og hun tager både mig og sin svigerinde med til sin. Jeg står for gin og svigerinden tager pindemadder med. Fødselsfest.
Nå, men så fik jeg en mail den anden dag. Hej, skrev manden. Din blog er cool. Må jeg sende dig et par sko til dine børn og så kan du bruge det i et blogindlæg?
Ja. Sagde jeg. Sko? Du sender bare! Og hvor blev jeg GLAD for en no nonsense klar i spyttet henvendelse! Jeg er ret træt af de der mails fra reklamefolk, hvor de ikke vil sige lige ud at det de vil have er reklame, og de vil helst heller ikke sige hvad de vil give for det, hvis de overhovedet vil give noget. For det er jo ikke reklame vel? Øh, jo? Det er det.
Men ham her var så enkel og ærlig og sko?? Jamen det er jo normalt en udskrivning i tre-fire ciffer beløbsklassen, så det tager jeg gerne imod.
Og to dage efter kom de her:
Det er jo ikke sko. Det er vinterstøvler. Og hold kæft hvor er de lækre! De er lette, varme, stabile og ungerne ville ikke tage dem af igen!? Klaras er str. 37 og det endte næsten i åben kamp, da jeg opdagede, at jeg også selv kan passe dem! Men hun tog dem på og gik med dem indenfor resten af dagen og dagen efter og først i dag blev de brugt udenfor.
Agnes’s er superseje og moonboot agtige. Hun vil ikke have dem på i børnehave, men kun bruge dem til Fint. Jeg læste et sted at de kan smides i vaskemaskinen? Er der nogen der ved noget om det? For jeg mangler lidt fakta fra den meget enkle reklamefyr.
Jeg ved faktisk ikke engang hvor de kan købes? Kan ikke rigtig Google mig frem til det helt rigtige. Men fede er de!!
Når man er en slem slem blogger, der bruger for meget tid på sit arbejde, HBO Nordic på iPad’en og andre ryggesløse overspringshandlinger, så skylder man folk at komme stærkt tilbage. Og hvilken bedre måde at gøre det på, end med en kattevideo? Folk elsker kattevideoer. Og den her er virkelig sjov.
Dernæst: en vinder af Kunsten at vedligeholde et smil, den lidt bittersøde, sørgeligt/humoristiske essayagtige skilsmisseroman af Mikkeline W. Gudmand-Høyer. Det blev SKOLOU. Ja, det blev det. Kristoffer sagde et tal uden på nogen måde at vide, hvad han var en del af, og jeg synes det er en fin vinder, for så kan den også komme din bror tilgode, Skolou. Louise? Whatever.
Kontakt mig så vi kan aftale noget afhentning i Vanløse?
Og så har jeg fået min nye bil. Yay. Ikke spor for tidligt. Den kører som en drøm, er “tornado-rød” og er ny ny ny. Og tirsdag morgen var jeg så begejstret for at køre i den til arbejde, at jeg fik en mindre hjerneblødning. Jeg skulle tanke, men glemte det i køreglæderusen, og pludselig lyste den oppe omkring Hillerød.
Og så forsvandt min pinkode ud af min hjerne. I en grad så det lykkedes mig at få både mit dankort og mit mastercard spærret. Og en gang til, efter jeg havde ringet til banken og de havde genåbnet kortene… Så jeg drønede rundt på benzindampene, i Hillerød af alle steder, og ledte efter et sted med levende mennesker, der ville tage imod de kontanter som jeg ellers normalt ALDRIG har i min pung, så jeg kunne få noget benzin og komme videre nordpå. Det var en farce!
Men nu har de gensendt koden, tanken er fuld, vinderen er fundet og der er 222 følgere via facebook. Det bliver en god weekend!
Jeg vil bare sige, at jeg er syg. Sov hele lørdagen. Er lidt friskere i dag, men ikke meget.
Så derfor er jeg så lang tid om at trække en vinder af den bog. Plus jeg synes det blev et problem at så mange af jer har fortjent den. Jeg havde lidt regnet med at jeg nok bare kunne vælge en, men nej. Nu er jeg nødt til at finde på en reel lodtrækning.
Her er hvad Klara går og laver i fritten. Ud af et gammelt dyre leksikon som blev kasseret på mit arbejde, og som jeg slæbte ned i fritten. Og nu klipper og klistrer de allesammen. Det her er en slags koalahjort?
Jeg har vundet noget. Jeg er sikker på, at det betyder held. 2013 bliver sådan et år, hvor jeg vinder alting og får gaver hver dag. Aftale!
Det jeg har vundet er et års medlemsskab til www.sjovforborn.dk og det er fint fint! Men det fede er, hvor jeg vandt det.
Nogen delte noget med mig via facebook, og det er jo sådan alt godt kommer til en, nu om dage. Sådan fandt jeg app’en Reshopper, der på trods af sit internationale navn, er en dansk opfindelse. Fire fædre, der gerne ville sælge og købe brugte ting til børn, lokalt.
Og amen til det! Jeg orker ikke alt det porto og efterhånden er det jo heller ikke til at opdrive et ordentligt posthus nogen steder.
Med den her app, kan du se hvad der er til salg i dit område. Og du kan selv oprette annoncer meget nemt og komme af med dit overskudslager.
Jeg oprettede f.eks en annonce i går, på et gammelt defekt legekomfur som jeg ville forære væk. Og en time senere var der en dame fra Søborg, som kommer og henter det på torsdag.
Og jeg købte for 150 kr. brugt Molo til Agnes (tre bluser! God pris!) som sælgeren da lige kom forbi med, for hun bor under en km fra mig og skulle alligevel ud at gå med barnevognen!
I love it!
Søg på Reshopper i app store. Den er gratis.
Jeg er blevet færdig med den her
Det er fin fortælling om at være/prøve at blive voksen i vore dage, med skilsmisser og det der store ansvar for ens eget liv, når der er forvirrende frit valg på alle hylder.
Forfatteren Mikkeline W. Gudmand-Høyer har tidligere skrevet Gajolmanifestet, og den her er en slags efterfølger, hvor Nadja, den delvist selvbiografiske hovedperson, bliver skilt.
Nu har jeg heldigvis aldrig selv oplevet det, men jeg har en del veninder der er blevet skilt og den her bog minder meget om de ting, de fortæller. Hvor trist det kan være, at sidde alene med sin baby. Hvor svært det kan være at kommunikere og samarbejde. Hvor forvirret man kan føle sig – stærk og videre det ene øjeblik og lille og ensom det næste.
Romanen er skrevet i en essay agtig stil, med mange små korte kapitler eller nedslag i Nadias liv. Lidt ligesom en blog faktisk. Med skilsmissen som en rød tråd.
Jeg kan rigtig godt lide den her type romaner. De er nemme at læse pga formen, men jeg føler mig lidt mere litterær end med alle de vampyrbøger, fordi det her er en rigtig voksenbog. Den er både alvorlig og humoristisk, dyb og lidt overfladisk. Jeg kan rigtig godt lide den, faktisk. På trods af det dystre emne er den ikke deprimerende overhovedet.
Læs den hvis du kan lide social realistiske hverdags fortællinger, hvis du er blevet skilt eller er bange for at blive det, eller hvis du bare kan lide en velskrevet, interessant bog. Og hvem kan ikke det?
Faktisk kan du få mit eksemplar. Jeg har lovet mig selv ikke at hoarde så mange bøger i 2013, for vi kan virkelig snart ikke være her. Så der kommer en del bog give aways de næste par dage.
Jeg vil helst spare porto, så du kan vinde den her bog hvis du kan afhente den i Vanløse, i Gilleleje eller evt på Kgs. Nytorv eller ved Hans Tavsens park, Nørrebro.
