Jeg har haft sådan en god, hård dag. En hård, god dag.
En dejlig spændende konference, om et interessant emne i rivende udvikling. Ebøger og apps, med fokus på børneområdet. I smukke omgivelser på Carlsberg Museum. Lidt stemningsbilleder.
Jeg var ret imponeret af frokosten, serveret for os, ved bordene i den smukke Dronningesal. Det faglige indhold var højt og inspirerede. Jeg ville ønske det var nemmere at formidle elektroniske billedbøger og apps i biblioteket, men måske vil fremtiden bringe nye muligheder. Det er i hvert fald vigtigt, at alle parter er med på det. Forfattere, illustratorer, udviklere, forlag osv. Der er virkelig mange, der kan stå i vejen for hinanden, for mediets udvikling og for folks brug af det.
Mindre imponeret var jeg af resten af dagen.
Direkte ud i bus og s-tog og videre ind i Netto. Så ned efter Agnes og så hjem og lave salat til fælles buffet på skolen. Ned på skolen, kaos kaos kaos, børn der konstant er væk, andre forældre der snakker i munden på hinanden, ingen ro til at tale med dem man faktisk har noget med. Give 10 kr. for en wannabe afrikansk fodbold af plastikposer og tape… Pragtfuld temauge, hvor mit barn har lært den slags vigtige ting.
Så skal vi hjem, Klara er væk, Agnes er træt, jeg vil gerne indlægges et eller andet sted med tysthedsløfter og mudderbade. De har begge to tisset i bukserne, selv om jeg bad dem om at gå på toilettet hhv 3 og 5 gange. Vi kommer hjem, de er begge to sultne igen, der er tissetøj overalt og jeg skal på CMS kursus fra 9-16 i morgen og har hovedpine bare ved tanken.
Jeg skal også på arbejde lørdag og også på mandag. Men så har jeg til gengæld fri 1. Maj. Hvor begge børns inst. har lukket og jeg skal underholde dem, mens jeg vasker deres bjerge af tissetøj og gør rent ved marsvinene.
Jeg har bare brug for en pause. Hvornår opfinder de den der chip, der gør at man kan være med i et Jane Austen drama?