Julen er en modsætningsfyldt tid.
Således danser jeg med mine børn til Pharrels Happy, mens jeg overvejer at sætte katten ind i marsvineburet og se hvem der er tilbage til sidst. The winner takes it all. Og det udfald er ikke garanteret på forhånd. Katten er knap 15 år gammel og det sorte af marsvinene har en sjældent set beslutsomhed, af en gnaver at være.
Der ud over bliver der skrevet ønskelister.
Og det er rengøringsdag. Vi må danse det væk! Glædelig 7. december så!
Så troede du måske kalenderen var slut? Næh nej! Jeg er en langsom starter i dag. Julefrokosten i går var fantastisk og i dag har jeg hverken stemme eller fødder, men ellers er jeg frisk. 900 mennesker fra kultur- og fritidsforvaltningen er en festlig flok. Liveband og dj. Vi dansede fra 22-02 og det var pragtfuldt. Jeg elsker at danse. Jeg fik også snakket med mange gode kolleger, både de nære og dem fra andre biblioteker. Maden var god. Partybussen holdt klar lidt over 02 og kørte folk til Flintholm st. Det var både festligt og surrealistisk i den bus. Mere er der ikke at sige i dag. Bortset fra tak for gode børnepassere, tak for just-eat.dk og tak til opfinderen af tv.
Dagens nr. går ud til Signe! Tak for den!
Nå. Men så fik vi købt gaver til os selv, så er det vigtigste da på plads. Så skal de der børn også have nogen. Har de fortjent det? Muligvis. Jeg synes, du skal give dine børn nogle bøger i julegave. Det er aldrig for sent at forsøge at presse lidt mere personlighed og tankevirksomhed ind i dem, selv om det ofte føles sådan omkring kl. 17 på hverdage. Nogen gange også i weekenderne. Lad os ikke forfølge det spor yderligere. Lad os blot antage, at dine børn har fortjent en gave, eller to, og du vil give dem bøger, fordi du er et fornuftigt menneske. Selv tak.
Her er et par forslag.
Snitten og Kis, af Hella Joof. En sød og varm historie, om en lille adopteret dreng, der elsker sin mor meget højt og gerne vil have hende for sig selv. Det giver lidt vanskeligheder da der træder en mand på strømpesokker ind på banen. En sjov og rørende fortælling, med Hella Joofs tydelige humor. Til alle fra 4-5 år og op.
Svend Svovl, af Henrik Einspor. Her en samling med fire nye historier om det skaldede hittebarn Svend og hans søde veninde Bibi. Det er humor og eventyr og masser af action for selvlæseren fra 8 år og op. Kan også sagtens fungere til højtlæsning.
Mere til selvlæserne. Peter Gotthardts serie, Den gyldne skål. Spændende fantasy serie til både piger og drenge, om pigen Morgengry, som har mistet en gylden skål der tilhører Himmeldragen og som derfor bliver forvist til jorden. Hun kan kun vende tilbage, hvis hun finder skålen. Fra 8 år og op.
En ældre titel, som fortjener mere. Pssst! af Annette Herzog og illustreret af Katrine Clante er en af de smukkeste bøger til børn jeg nogen sinde har læst. Netop nu er den nomineret til Orla prisen. Det er en gennemillustreret bog, der handler om, hvordan det er at være menneske. Hvorfor er jeg den jeg er, hvad var jeg før jeg blev født, og alle de tanker der begynder at rumstere i hovedet på pre-teenageren. Da Klara læste den, sagde hun “mor, hvordan ved de, hvordan jeg har det??” Og sådan er den bog. Smuk, smuk, smuk. Alle piger mellem 10-14 år bør have den i julegave.
Skjult, af Jan Henrik Nielsen. En virkelig velskrevet og lidt uhyggelig apokalypse roman for børn. Alle er døde, og i en bunker et sted i Sverige sidder to børn tilbage, alene med deres far. De betragter den lille ø de er på, gennem et periskop og de ser intet levende. Men børn er børn, de er svære at spærre inde. Og måske er de ikke de sidste? Tanken om at være helt alene tilbage i verden er skræmmende, men jeg synes jo ikke børn tager skade af lidt grundangst, så hvis du har en læsehest på ca. 11-12 år og op, der kan lide spænding og tankevækkende bøger, så er den her et hit.
Spirit animals – Påkaldelsen, af Brandon Mull. Den første i en ny serie om fire børn i en fantasyverden. De fire børn når skelsalder og skal påkalde sig hvert et totemdyr. Det går over al forventing, og de påkalder sig hver især en af de fire legendariske Ældste. Det giver anledning til tumultariske tilstande og en masse eventyr og kamp mod ondskab. Klara læste den med stor begejstring, og brugte den til noget anmelder rapport i skolen og er nu på udkig efter to´eren, så hendes anbefaling har den. Fra ca. 10 år og op. Der findes et spil til bøgerne, på nettet, som du kan tilgå med koder fra bøgerne.
Mere Henrik Einspor. Nøkkekæret og Alt godt fra havet er del af en serie på i alt fire titler, der tager udgangspunkt i gammel folketro/overtro. Her bliver overtroen sat ind i en moderne hverdag, hvilket giver en spændende og dyster stemning. Bøgerne er smukt illustreret af Simon Bukhave og kan varmt anbefales til selvlæsere fra ca. 9 år og op.
Den store pigebog, af Sabine Lemire. Fordi vi kan lide krea. Og især når det bliver formidlet så ligetil og uden en Ph.d. i cand.panduro. Den her bog er fuld af fine, lækre ting som de halvstore piger kan lave selv, mens mor læser avis eller drikker en G&T. Og vinker og smiler. Det er både hyggeligt og lærerigt, og der bliver også hele tiden lagt op til, at det er ok at lave tingene på sin egen måde. Og så er det bare en vildt lækker og flot bog. Du kan også give den til voksne damer, for herlighedsværdien alene.
Elefantstenen, af Oliver Zahle. En fantastisk historie, om Babit, der er halv thai og bor i Thyborøn. Babit er klassens tykke dreng, som er usynlig bortset fra når han bliver drillet. Men Babit ved et og andet om hulsten, og magi. Og ind på scenen træder en elefant, og også Laura, den nye pige fra København. Det er sådan en fin historie om venskab og børneliv, fortalt med varme og humor. For selvlæseren fra ca. 11 år og op, men er også fin fin til højtlæsning for de lidt yngre.
Vampyren i 7.A. af Morten Dürr. Morten kan det der med at skrive sjove, klamme bøger, som især taler til de drenge der egentlig ikke gider læse. Sort chok serien er ingen undtagelse. Her er splatter og humor for alle pengene, med syv historier samlet i en bog. Vampyrer, zombier, dæmoner og masser af gode gys. Fra ca. 10 år og op. Rigt og fint illustreret af Erik Petri.
Lidt mere gys – De utilpassede, af John Kenn Mortensen. Jeg stødte først på ham, da vi fik de små bøger med hans både nuttede og skræmmende post-it monstre, på biblioteket. Men nu har han altså skrevet en hel roman, og selv illustreret den noget så smukt. Den handler om Johan, der bor på Lolland. Desværre for Johan, er hele Lollands voksne befolkning blevet forvandlet til vampyrer. Det er uhyggeligt og underholdende og er for store børn og voksne med.
(de to næste i bunken har vi ikke fået læst endnu, Klara og jeg.)
Den sidste er Alice i Eventyrland, illustreret af Tove Jansson. Fordi det match er så genialt, at jeg ikke forstår vi har kunnet eksistere i en verden uden. ALLE skal have den i gave. Det er en fantastisk historie, og med de her illustrationer til giver den mere mening end nogen sinde før. Og så er den oprindeligt fra 1966. Tænk bare. Alle de år, vi vansmægtede, før de genudgav den sidste år.
Tillykke med den 5. december. Du vinder det her nr. i anledning af julefrokostfredag:
https://www.youtube.com/watch?v=u6d8eKvegLI
Jeg havde skrevet et virkelig langt indlæg til i dag. Måske det bedste blogindlæg nogensinde i historien. Men noget er gået galt. Det er kun halvt, det publicerede ikke sig selv?!? Jeg er for udmattet til at gå ret meget op i det.
I stedet får du her et billede af en kran, der sætter søjler op på Kulturstationens tagterrasse. Så får vi udendørsscene.
Og det her nr. som er varmt og blødt og lige til at blive væk i!
Endelig! Endelig er der nogen der har læst min Om mig side og taget den alvorligt. Således har jeg netop testet nogens diamantsmykker! Eller, okay, mere specifikt drejer det sig om perler og granater, men jeg er villig til at se bort fra de mindre tekniske detaljer.
www.chanti.dk spurgte mig – vil du teste nogle smykker? Ja. Ja ja ja. Det vil jeg gerne, så det har jeg gjort. Og det kommer også på den helt rigtige årstid, for alle ved jo at for at få det man ønsker sig, må man købe det selv. Det er bevist. Så jeg giver altid mig selv de mest awesome gaver. Fordi jeg fortjener dem. Ååårh, tak Julie, hvor er du sød. Selv tak, Julie, det er du da også!
Jeg har før handlet med Chanti, så jeg ved at de er drønhurtige med leveringen og altid er skarpe på prisen. I sommers købte jeg Tillykke-med-nyt-job øreringe hos dem, fra Carré Cph. som er mit yndlings smykkemærke, og et af de mange man kan finde hos Chanti. Ofte på udsalg, du! Så det er det perfekte sted at købe julegaver til sig selv. Eller andre, hvis du er til den slags. Der er både gratis fragt og returret til hen i januar.
Denne gang blev det til en perle halskæde, i stedet for den jeg havde før, som har været sporløst forsvundet i årevis (hvis der er en synsk på linien, så sig lige til. Den var her, og så var den her ikke. Og jeg har fået den af min mor og far, så jeg vil faktisk gerne have den tilbage!) og et par små granat øreringe fordi, jamen, fordi jeg har intet i rødt. Og det er jo jul.
Jeg kan kun anbefale hele konceptet med gaver. Det er rart både at give og at få, og hvis man giver sig selv gaver opnår man begge fordele på en gang. Det er smart. Og pænt! Se selv.
Ja, og fordi julen handler om at give, skal I da ikke snydes for et musikstykke, selv om der er billeder i dette indlæg i forvejen. Det her er mit nye yndlingsnummer. Jeg hører det på repeat så meget af dagen jeg kan slippe afsted med. Jeg elsker især der hvor de går amok i omkvædet. Det er ligesom en sindssyg vals, på vej ud over en kant, og jeg får lyst til at stå i et mørkt rum og snurre rundt indtil jeg glemmer hvad vej jeg skulle og hvor jeg kom fra. Hvilket jeg formoder er selve julens ånd.
Glædelig 3. december.
At de selv samme små mennesker, som du prøver at glæde så ubetinget og varigt, er de der, med deres grænseløse utaknemmelighed, driver dig fra forstanden. Helt derud, hvor du har lyst til at skrabe samtlige møguhyggelige nisser, 48 pakkekalenderpakker og dertilhørende korsstingsbroderede arvestykker og ALLE papir- og chokoladekalendre op i favnen, løbe ud i haven, overhælde det hele med amaretto (eller julesnaps) og sætte ild til bunken af misfornøjelse, mens du råber HO HO HO Motherfuckers.
Så ja, Agnes var ikke udpræget tilfreds med sin kalenderpakke her til morgen. Og eftersom jeg havde ligget mere eller mindre søvnløs siden 05.12, kunne det match ikke have været meget dårligere.
Og jeg ved godt, med min vældige voksne erfaring, at det her er en fase vi skal igennem hver evig eneste år. De børn har skyhøje forventninger til december. Som de også bør have. Så de skal lige justeres ind efter virkeligheden, hvor man ikke får æbleskiver til morgenmad, og hvor man ikke får julemandssokker til en 50´er i alle kalenderpakkerne. Nogen dage er det bare elastiksnor, til perlekæder. Lev med det.
Og vær sød at lukke øjnene, mens du hører dagens nr. Det er en forfærdelig video. Der findes ikke andre. Men musikken skal du høre.
Mmm. Glædelig 2. december.
Nå. Men skal vi prøve at skrive noget hver eneste dag i december? Bare for udfordringens skyld? Så kan det være en hel pakkekalender i sig selv, for mig. Tss. Jeg ved ikke, hvad jeg skal skrive. Der sker en million ting, intet mindre, men det er ikke noget jeg vil skrive om. Jeg overvejer at gå tilbage til mine analoge dagbøger, for åbenbart er det det der skal til, hvis man gerne vil være en “rigtig” forfatter. Tss. Okay, måske skal jeg undlade at skrive mere, i det her humør. Smiley. Tss.
Agnes startede december ud med at være skuffet over tv julekalender konceptet. Hun vil se et afsnit mere, nu. Mors pige. Når man er vokset op med streaming tv, så er det der med at vente på noget til i morgen lidt af en udfordring. Måske er det sundt for hende. Det vil nogen sikkert hævde. Alle de der typer, der også mener de sociale medier skaber afstand mellem mennesker. Hvilket de ikke gør. Kan du f.eks. ikke mærke, hvor tæt du er på mig lige nu? Det er næsten for tæt, ikke? Det gør dig lidt ubehagelig til mode. Du ville ønske vi stod overfor hinanden, så du kunne gå væk? Bedre held næste gang, du.
Såeh, glædelig 1. december.
Nå, men ovre i virkeligheden har jeg gevaldig travlt for tiden. Det er november, hvilket vil sige at alle de nye bøger udkommer og alle spiller koncert. Alene i sidste uge hørte jeg Ben Howard og Nikolaj Nørlund. Så jeg har nok at se til. At arbejde fuld tid i stedet for 30 timer er også en alvorlig sag, og så alle de sideprojekter jeg roder mig ind i… Jeg klager ikke, jeg forklarer bare. Men hvis nogen keder sig, kan de jo gøre som vedkommende i sidste uge, der brugte et par dage på at læse bagud i bloggen? Jeg ved ikke hvem du er, men jeg håber du morede dig – min statistik gik amok i hvert fald.
Den sidste bog jeg blev færdig med (og her nævner jeg ikke mere om de tre jeg pt er i gang med) var denne her:
Nanna Foss er en ung dansk forfatter, som jeg stødte på på internettet. (og det kunne andre forfattere lære meget af! Brug instagram og facebook osv, det er der vi alle sammen er!) Hun har tidligere udgivet et par noveller, bl.a. i den udmærkede novellesamling Skybrud, som er lige noget for folk der kan lide sci fi og apokalypser. Leoniderne er Nannas første roman, og den første i en serie der hedder Spektrum. Der er planlagt 9 bøger i serien, med 9 forskellige hovedpersoner. Nr. 2 forventes til foråret 2015.
Her i første bind møder vi Emilie på 15 år og hendes to bedste venner, brødrene Linus og Alban. Det lidt nørdede trekløver holder sig for sig selv, og forsøger at undgå de lede mobbertyper i skolen. En dag tegner Emilie en særlig dreng, med turkise øjne og et besynderligt prismesmykke om halsen. Stor er hendes forbløffelse, da samme dreng dagen efter starter i hendes klasse. Han er ikke særlig venlig, men har en sødere søster. De unge mennesker drages dog mod hinanden og slipper heller ikke for gruppearbejde og tvungen samvær. Det bringer dem langt ud på landet, til et gammelt hus med en sær forskertype, som ved noget om stjerner og fysik og det de nu skriver opgave om. Herefter tager tingene gevaldig fart og de unge udvikler særlige evner og finder et særligt instrument, der muligvis tillader dem at rejse i tiden.
Nanna Foss tager sig god tid i den første del af romanen. Vi lærer karaktererne ordentligt at kende, og det er godt. Det var også en lille overvindelse for mig, for jeg har travlt og vil gerne have noget action ret hurtigt. Men efterhånden som historien tog fart og der indtraf masser af action, var jeg glad for, at jeg havde fået lært personerne rigtigt at kende først.
Leoniderne er spændende og meget velskrevet. Man kommer ind under huden på hovedpersonerne og interesserer sig oprigtigt for deres skæbne. Jeg vil anbefale den til alle fra ca. 12 år og op, især hvis man kan lide eventyr, sci fi og mystik. De spændingshungrende husmødre her på kanalen vil også kunne få glæde af den, hvis de lige har et par sammenhængende timer til at komme ordentligt ind i handlingen. Det er en storslået et´er, der lover godt for resten af serien.
https://www.youtube.com/watch?v=6GBt4SdNdRA
Hvis du nærmer dig et julehumør, eller måske nærmere et vinterhumør, og du ikke gider se på nisser og fjerkræ, så skulle du prøve det her i stedet.
Det smukke og inspirerende online magasin Enfants Terribles Magazine er nu kommet med nr. 7 og temaet er denne gang Snedronningen, efter H. C. Andersens eventyr.
Jeg har skrevet ganske lidt om min yndlingsforfatter Shaun Tan, og hans pragtfulde bøger. Og hvis du vil læse det, så foregår det her ovre.
Nå, men på sådan en ond onsdag er jeg overmåde skuffet over internettet. Her sker jo simpelthen ingenting? Hvor er alle folk henne?
I stedet ordner jeg hængepartier, for dem har man da altid nogen af. F.eks. mangler jeg lige sådan naturligt og underholdende at flette noget om noget juice ind i et indlæg. Og godt nok er der masser af ord i mig, men helt lige for ligger den bare ikke.
I sommers var pigerne og jeg med til noget i Frederiksberg Have, hvor Innocent lærte pigerne en masse om frugt og grønt, gennem nogle sjove lege og en slags frugt olympiade. De havde en fest og fik totalt lækre goodiebags med hjem, og som man siger, den første er altid gratis. De smoothies og juicer er vanedannende. Så dem drikker vi nu jævnligt. Siden sendte de mig så også smagsprøver på deres nyeste juice med appelsin, pink grape og blodappelsin. Den er lige mig, virkelig opkvikkende om morgnen. Men pigerne kan ikke lide den, den er for sur for dem. Til gengæld plager de til stadighed om de der smoothies i madpakkerne, så jeg køber dem hver gang de er på tilbud. Og det er god kvalitet. Der er virkelig ikke andet i en frugt. Så. Der var lidt reklame for juice.
Ellers var jeg til koncert i Vega i går, og hørte Iron and Wine. Det var muligvis den bedste koncert endnu i år. Det var f a n t a s t i s k. Jeg var helt væk i musikken og lod mig ikke engang irritere over de spader der tager billeder med blitz. Sam Beam stod bare der med to guitarer og en kæmpe forstærker og spillede et fuldt Vega op som om vi var en lille klub og 20 mennesker. Det var nærværende, intenst og perfekt. Og underholdende.
Overraskelsen var opvarmningen. Jesca Hoop fra Californien, som var helt afsindigt dygtig med sin stemme. Hende skal jeg høre mere af. Og da hun så kom på scenen og sang sammen med Mr. Iron and Wine gik det hele op i en højere enhed og jeg tænkte igen, som jeg ofte gør når jeg hører livemusik, at der er en mening med tilværelsen. Mennesket er sat på jorden for at skabe smukke ting og dele dem med hinanden. Og de smukke ting er større end os. Jeg kneb simpelthen en tåre.
